Avlere protesterer mod nyt forbud mod hundekød i Sydkorea
Et kommende forbud mod produktion af hundekød vil tage levebrødet fra en del af Sydkoreas landmænd.
Det er ikke helt usædvanligt, at sydkoreanere vælger at lægge et stykke hundekød på tallerkenen, når sulten skal stilles.
Men fremover skal det ikke være tilladt at spise hundekød i Sydkorea, mener landets parlament, som for nylig vedtog et kommende forbud.
Beslutningen har trukket landets hundeavlere på gaden. De seneste dage har de demonstreret foran Sydkoreas parlament, skriver Reuters.
Forbuddet vil selvsagt tage levebrødet fra hundeavlerne.
Derudover vil det ramme sydkoreanske spisesteder, at de skal fjerne den traditionelle, sydkoreanske spise fra menukortet, lyder kritikken.
- Hvis jeg skal lukke ned, er der - med mine økonomiske forhold - ikke noget svar på, hvad jeg skal stille op, siger Lee Kyeong-sig, som driver en hundefarm uden for hovedstaden, Seoul.
På farmen er der op mod 1100 hunde.
- Jeg har været i denne branche i 12 år, og det sker så pludseligt, siger han videre med henvisning til forbuddet.
Selv om hundekød i mange år har været et fast indslag på menuen i Sydkorea, vender sydkoreanerne sig i stigende grad væk fra hundekødet.
I en Gallup-måling, der blev foretaget sidste år, svarede to ud af tre respondenter, at de ikke ønsker at spise hundekød.
Kun otte procent svarede, at de havde spist kød inden for det seneste år.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned