Baby Docs hjemvenden til Haiti undrer

Mangeårige iagttagere af situationen i Haiti er intet mindre end forundrede over, at landets tidligere diktator Jean-Claude "Baby Doc'' Duvalier overraskende er vendt tilbage til sit hjemland efter næsten 25 år i eksil. Det skriver amerikanske Miami Herald.

Teorierne over, hvad der har fået den 59-årige Duvalier - som har levet i eksil i Frankrig - til at vende hjem til Haiti, stritter i alle retninger. Men mange observatører er enige om en ting: De er ikke sikre på, hvad der har fået Duvalier til at dukke op i Haiti.

- Dette er så kritisk og vigtigt et øjeblik for Haiti, og så dratter denne fyr ned fra himmelen. Det er meget besynderligt, siger Robert Maguire, professor i international politik ved Trinity-universitetet i Washington, D.C.

- Hvad bringer han med til Haiti ud over en masse forvirring? Har han politiske ambitioner? Vi ved det simpelthen ikke, siger professor Maguire.

Duvalier, playboy-søn af en medicinsk læge, landede i den internationale lufthavn i den haitianske hovedstad, Port-au-Prince, søndag.

Der var spekulationer om, at der på forhånd måtte være forhandlet en aftale på plads med Haitis regering.

- At han vende tilbage netop nu, kan kun betyde, at der er blevet indgået en eller anden aftale med den haitianske regering, siger Alex Dupuy, mangeårig Haiti-ekspert ved Wesleyan-universitetet i Connecticut.

Han tilføjer, at Duvalier bør anholdes for de forbrydelser, der blev begået i forbindelse med hans år som diktator i Haiti.

/ritzau/

Eksperter kan ikke se nogen sund fornuft i, at tidligere diktator "Baby Doc" Duvalier er vendt hjem til Haiti.

Offentliggjort Sidst opdateret