Baby dræbt i maven på sin mor

En kvinde, som var gravid i ottende måned, blev ramt af skud under et voldsomt skyderi på en bar i Puerto Rico kort før midnat lørdag lokal tid. Det ufødte barn blev dræbt, mens kvindens tilstand er kritisk.

Skuddramaet på La Tombola Bar i Toa Boja på øens nordkyst kostede i alt otte mennesker livet, mens 20 blev såret.

Motivet for angrebet på baren står endnu ikke helt klart, men ifølge lokale medier har det forbindelse til en mulig krig mellem narkobander, der er blevet udløst efter den nylige anholdelse af narkobossen Angel M. Ayala Vazquez.

Puerto Rico ligger i Det Caribiske Hav og har fire millioner indbyggere. Øen er amerikansk territorium.

/ritzau/dpa

En ufødt baby var blandt ofrene under et skyderi på en bar i Puerto Rico, som ifølge lokale medier er resultatet af en ny narkokrig.

Offentliggjort Sidst opdateret