Båd med ni unge kæntrer ved norsk ø: To er døde
Ulykken fandt sted i kommunen Meløy. (Arkivfoto). Foto: Michael Narten/Ritzau Scanpix
Ni personer kæntrede ved ø et godt stykke nordpå i Norge. Efterforskning retter sig mod formodet bådfører.
To personer er omkommet, efter at en båd med ni personer i alderen 18 til 20 år kæntrede i Norge natten til lørdag.
Det oplyser politidistriktet i Nordland. Det skriver nyhedsbureauet NTB.
Båden med de ni unge mennesker om bord ramte nogle klipper ved øen Teksmona ved den nordlige vestkyst i Norge.
Borgmesteren i kommunen Meløy siger, at der er indsat krisemandskab efter ulykken.
- I nat mistede vi to unge mennesker. Det var to unge, som havde livet foran sig, siger borgmester Sigurd Stormo ifølge NTB.
- Det er en forfærdelig ulykke, som har ramt os i Meløy, en lille kommune, hvor alle kender alle, fortsætter borgmesteren.
Det kæntrede fartøj var en fritidsbåd.
De syv andre personer på båden har fået skader af varierende omfang. Fire af dem er sendt på hospitalet, mens tre er sendt til en lokal lægevagt.
Politiet har ifølge NRK ikke yderligere informationer om omfanget af skader hos de fire, der blev sendt på hospitalet.
Indsatsleder hos politiet Jon Inge Moen forklarer til det norske medie, at den akutte fase af politiets indsats er overstået, og at der nu er igangsat en efterforskning.
Politiet arbejder fortsat på at klarlægge hændelsesforløbet og finde ud af, hvorfor båden ramte nogle klipper og kæntrede.
- Det er et af de spørgsmål, som vi forsøger at få svar på igennem efterforskningen, siger Jon Inge Moen til NRK.
- Vi har en idé om bådens fart på baggrund af efterforskningen. Vi ønsker ikke at gå ud med det nu på grund af efterforskningsmæssige hensyn.
Der er også taget blodprøver af personerne om bord på båden, hvilket automatisk betyder, at de får status som sigtede, skriver det norske medie.
Jon Inge Moen oplyser, at efterforskningen retter sig mod den person, som menes at have været føreren af båden.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned