Både Israels hær og sulten står for døren i den udbombede Gazastribe

Tirsdag den 5. maj i Nuseirat-flygtningelejren i Gazastriben. Et folkekøkken distribuerer mad. Foto: Eyad Baba/Ritzau Scanpix

Israel lægger planer om at besætte Gaza. Imens sidder palæstinensere i Gazas ruiner og siger, at sult og ikke Israels kanoner lige nu er den største trussel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Foråret i Gazastriben kommer med mere sult og krig.

Det er den virkelighed, som de godt to millioner palæstinensere i det krigshærgede område ser frem mod.

Sulten og krigen er der allerede, men begge dele står til at blive værre.

Israels regering siger åbent, at krigen ikke er slut.

Der er indkaldt flere soldater til militæret. De gør klar til en stor operation, som bliver anderledes end hidtil.

Når kampvognene rykker ind i Gaza for at nedkæmpe den militante gruppe Hamas i et område, trækker soldaterne sig ikke tilbage igen som før, når Hamas er væk.

De bliver, og imens tager andre soldater fat på at nedkæmpe Hamas i et nyt område og så videre.

Det skal sikre, at Hamas ikke vender tilbage, som det har været tilfældet i den halvandet år lange krig mellem Israel og Hamas.

Nyhedsbureauet AFP har talt med palæstinensere i Gazastriben om situationen. Her er budskabet, at de ikke venter, at den kommende offensiv betyder store forandringer i den i forvejen forfærdelige, humanitære situation.

- Israel har ikke stoppet krigen, drabene, bombardementerne, ødelæggelsen, belejringen og sulten. Så hvordan kan de tale om at udvide de militære operationer?, spørger den 39-årige Awni Awad.

Han bor for tiden i et telt i Khan Yunis i det sydlige Gaza. Han er fordrevet fra sit hjem af krigen.

- Jeg beder verden om at være vidner til den sult, der vokser og spreder sig dag for dag.

FN's Fødevareprogram (WFP) sagde i slutningen af april, at organisationens fødevarelagre i Gaza nu er tomme, fordi Israel har blokeret for nye forsyninger til Gaza siden den 2. marts.

Aya al-Skafy, der bor i Gaza By, siger til AFP, at hendes baby døde af underernæring og mangel på medicin i sidste uge.

Titusindvis af reservister er blevet indkaldt til Israels militær, som forbereder en ny og omfattende offensiv mod Gaza. Billedet er fra den 5. maj ved grænsen mellem Israel og Gaza. Foto: Menahem Kahana/Ritzau Scanpix

- Hun var fire måneder gammel og vejede 2,8 kilo. Det var ikke muligt at få medicin, siger hun og fortæller, at babyens hår og negle faldt af på grund af underernæring.

Den 65-årige Mohammed al-Shawa - også fra Gaza By - mener, at Israels nye plan ikke ændrer meget, da Israel i forvejen kontrollerer Gaza.

- Meddelelsen om at udvide de militære operationer er bare snak af hensyn til medierne, for hele Gaza er besat. Der er ingen sikre områder i Gaza, siger han.

FN's Kontor for Koordinering af Humanitær Hjælp (OCHA) vurderer, at 69 procent af Gazas territorium i øjeblikket er israelske stødpudezoner eller områder, hvor Israel har beordret de civile evakueret.

Planen om en udvidet offensiv er godkendt af Israels sikkerhedskabinet, skriver Reuters. Og det kan ifølge nyhedsbureauet betyde, at Israel erobrer hele Gaza og sætter sig på kontrollen af hjælp til palæstinenserne.

Det betyder også, at palæstinenserne vil blive flyttet rundt i Gaza "af hensyn til deres egen sikkerhed", siger israelske embedsmænd til Israels offentlige radio Kan.

Det er, siger kilderne, en plan, som det kan tage måneder at føre ud i livet.

Israelske soldater og deres selvkørende kanon fotograferet ved grænsen mellem Israel og Gaza den 5. maj. Israels militær forbereder sig på at gennemføre en omfattende operation, der indebærer, at Gaza skal besættes. Foto: Menahem Kahana/Ritzau Scanpix

Det er ikke umiddelbart klart, hvornår operationen begynder. Men israelske efterretningskilder siger ifølge Reuters, at det først bliver, når USA's præsident, Donald Trump, har overstået sit kommende besøg i Golfen.

Det finder sted i næste uge, hvor han besøger Saudi-Arabien, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater.

Gazas indbyggere vil blive flyttet til det sydlige Gaza under operationen.

Israel vil sikre, at nødhjælp ikke falder i hænderne på Hamas. Det indebærer, at distribution af nødhjælp ikke længere skal foretages af internationale hjælpeorganisationer og FN.

Denne opgave tildeles private organisationer, der vil uddele nødhjælp i Rafah-området i det sydlige Gaza, når operationen begynder.

/ritzau/

Krigen i Gaza

* Den igangværende krig begyndte den 7. oktober 2023, da Hamas angreb Israel fra Gaza.

* Hamas sendte mange raketter mod Israel, trængte ind over grænsen og dræbte omkring 1200 israelere i kibbutzer, på en militærbase og på en musikfestival. Hamas tog 251 gidsler med til Gaza.

* Så angreb Israel Hamas i Gaza.

* Over 52.000 palæstinensere er ifølge Hamas dræbt under krigen. Israels regering siger, at 855 israelske soldater er dræbt, herunder faldne den 7. oktober. Efter den 7. oktober og frem til 5. maj i år er 413 soldater meldt dræbt.

* Der er frigivet eller befriet en del israelske gidsler. Andre gidsler er meldt dræbt.

* Den 19. januar trådte en våbenhvile i kraft. Under våbenhvilens første fase blev der frigivet 33 gidsler og omkring 1800 palæstinensiske fanger.

* Våbenhvilens anden fase blev aldrig en realitet. Israel genoptog angreb mod Gaza 17. marts.

* Hamas holder fortsat 58 eller 59 gidsler. 34 af dem er ifølge Israels militær døde.

Kilder: Reuters, AFP og gov.il.

/ritzau/

En palæstinensisk pige på vej tilbage til familien med vand, som hun har hentet i et distributionscenter i Nuseirat-flygtningelejren i det centrale Gaza. Foto: Eyad Baba/Ritzau Scanpix
Der er trængsel og desperation, når der uddeles en portion varm mad i Nuseirat-flygtningelejren i Gaza. Foto: Eyad Baba/Ritzau Scanpix
Al-Shifa-hospitalet i Gazastriben den 5. maj. Sørgende står ved ligene af en gruppe palæstinensere, som er dræbt under et israelsk angreb. Foto: Dawoud Abu Alkas/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu