Både Obama og Xi har meldt sig til klimatopmøde i Paris
Paris får i december besøg af mindst 80 stats- og regeringschefer, når byen er vært for FN's klimatopmøde.
Der bliver trængsel i lufthavnene i den franske hovedstad, Paris, og der skal redes op på de femstjernede hoteller, når byen i december er vært for FN's klimatopmøde, COP 21.
Det er her, verdenslederne endnu en gang skal forsøge at finde frem til en klimaaftale, som får de globale temperaturstigninger under kontrol.
Laurent Fabius, Frankrigs udenrigsminister, siger, at 80 ledere har meddelt, at de kommer til åbningen af topmødet 30. november.
Blandt de 80 er USA's præsident, Barack Obama, Kinas præsident, Xi Jinping, og den indiske premierminister, Narendra Modi.
Fabius siger videre, at lederne fra blandt andet Storbritannien, Tyskland, Sydafrika, Brasilien og Canada også har accepteret invitationen til at komme 30. november.
Det bliver det første klimatopmøde siden 2009, da det kiksede at få en aftale i København, COP 15. Det møde blev ledet af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som også må formodes at repræsentere Danmark i Paris i år.
I 2009 deltog 110 stats- og regeringschefer i de sidste to dage, men de forlod København frustrerede og uden en løsning på verdens klimaproblemer.
- Sammen med præsident François Hollande har vi besluttet, at vi inviterer stats- og regeringscheferne til at deltage i den første dag og ikke ved afslutningen som i København, siger den franske udenrigsminister.
Netop organisationen i København bærer en del af skylden for fiaskoen, mener Fabius.
- Forhandlerne ventede på, at stats- og regeringscheferne skulle komme og forhandle, og statslederne kunne ikke løse noget, siger han.
Denne gang er idéen, at der skal skabes noget politisk drivkraft i begyndelsen, tilføjer han.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned