Bådflygtninge forulykker ved Java: 189 reddet efter
Redningsmandskab leder efter flere overlevende ud for den indonesiske ø Java, hvor 189 mennesker slap med livet i behold, da en båd med asylsøgere på vej til Australien gik ned i hård søgang sent tirsdag dansk tid.
Ni mennesker er fundet omkommet efter forliset. Politiet på Vest Java siger, at der formentligt var mere end 200 personer om bord på den forliste båd.
- Fem børn, deriblandt en baby på 18 måneder, er blandt de omkomne, siger en lokal politimand, Achmad Suprijatna. Han siger, at en gravid kvinde og en mand i 30'erne også er blandt de druknede.
En reporter fra nyhedsbureauet AFP, som har talt med overlevende, siger, at en gruppe med kvinder og børn havde svømmet for deres liv i mørket i to eller tre timer i det oprørte hav, før de nåede ind til kysten tirsdag aften.
Den 30-årige Ragunada fra Sri Lanka siger, at han sammen med sine børn brugte korkbælter fra båden til at holde sig flydende.
- Efter tre eller fire timer kom vi ind til en landsby, siger han.
Andre blev reddet op i forbipasserende fiskefartøjer og redningsbåde.
Personerne om bord menes at komme fra Iran og Sri Lanka.
Båden forlod Indonesien få dage efter, at den australske regering lancerede en ny hård asylpolitik, der udelukker personer, som er sejlet til landet, fra at søge asyl.
Hvis de opnår flygtningestatus vil de blive henvist til Papua Ny Guinea, der er et af verdens mest lovløse og fattige lande i verden med mange mord, voldtægter og udbredt korruption.
Over 15.000 bådflygtninge er i år kommet ind i australsk territorium, og det har antændt en ophedet debat om landets flygtningepolitik her få uger før, at australierne skal til parlamentsvalg, skriver nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde