Bahrain afviser FN-hjælp til dømt dansker

Juan Mendez skulle have undersøgt anklagerne om tortur af fanger fra den 8. til den 17. marts, men besøget er udskudt til juli, oplyser Amnesty, der nu vil have udenrigsminister Villy Søvndal (SF) til atter at gribe ind.

- Bahrain har flere gange afgivet tomme løfter om at imødekomme de danske krav, siger Trine Christensen, vicegeneralsekretær i Amnesty International.

- Med aflysningen af torturrapportørens besøg sender styret endnu et signal om, at Bahrain ikke har i sinde at følge internationale spilleregler og respektere basale menneskerettigheder, siger hun.

Amnesty mener, at det er afgørende, at Danmark nu kræver et møde med Bahrains kong Khalifa.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) diskuterede sagen så sent som sidste fredag med Bahrains udenrigsminister, Khaled al-Khalifa. Her krævede Søvndal, at al-Khawaja enten løslades fra sin fængselscelle eller i det mindste bliver stillet for en civil domstol.

Men indtil nu er der altså ikke sket noget.

Styret forklarer, ifølge Amnesty, at FN-besøget er udskudt for at give tid til at gennemføre vigtige reformer - men beslutningen modtages med beklagelse af FN’s højkommissær for menneskerettigheder.

En uafhængig rapport, som Bahrain fik udarbejdet sidste år, har ifølge Amnesty dokumenteret blandt andet drab på ubevæbnede demonstranter og omfattende tortur og mishandling af fængslede og tilbageholdte.

- Det internationale samfund svigter befolkningen i Bahrain og ser gennem fingre med de grove brud på menneskerettighederne, som styret står bag, siger Trine Christensen.

- Det er på tide at holde Bahrain fast på løfterne, som ellers risikerer at blive en dødelig sovepude for menneskerettighedsforkæmperne i landet, siger hun.

Ritzau erfarer, at udenrigsministeriet følger sagen meget tæt og har flere skibe i søen for at finde en løsning, men udenrigsminister Villy Søvndal har ingen kommentarer til sagen fredag.

/ritzau/

Mens den livstidsdømte danske statsborger Abdulhadi al-Khawaja sultestrejker på 22. døgn i et fængsel i Bahrain, afviser styret nu et planlagt besøg fra FN?s særlige torturrapportør Juan Mendez.

Offentliggjort Sidst opdateret