Bakhmut: Byen kendt for vin og roser er blevet til helvede på jord

Et luftfoto viser ødelæggelserne i Bakhmut, hvor der siden august sidste år har været voldsomme kampe mellem russiske og ukrainske styrker. Foto: Handout/Ritzau Scanpix

Roser strakte sig op og ned langs en gade, og vinproduktionen var sprudlende, før Bakhmut i det østlige Ukraine blev centrum for nogle af krigens værste kampe.

Offentliggjort Sidst opdateret

I bunden af en dal i det østlige Ukraine ligger en engang blomstrende by.

Omkring 72.000 mennesker boede i industribyen, som var kendt for lidt af hvert.

I dag er Bakhmut mest af alt kendt for at være genstand for krigens værste kampe.

I marts vurderede myndigheder, at omkring 3000 borgere var tilbage i byen, som Ukraine og Rusland siden august har kæmpet indædt om kontrollen over.

Få civile - om nogen - menes at være tilbage i dag i Bakhmut, som plejede at være bedst kendt for sine enorme salt- og gipsminer.

Et over 150 kilometer langt system af tunneler strækker sig under jordens overflade i Bakhmut og nabobyen Soledar.

Bakhmut udgjorde også et vigtigt punkt for jernbanetrafikken i det industrielle område, der nu er præget af krig snarere end industri.

De var også gode til vin i den østlige ukrainske by. Mousserende vin var specialiteten, og det var et kendemærke, som satte den på landkortet.

Produktionen er i dag rykket væk fra byen og foregår i stedet i Odesa-regionen.

Bakhmut var "byen for vin og roser".

En gade blev uofficielt kalde for rose-alléen, fordi roser strakte sig op og ned langs gaden.

Den slog en ukrainsk rekord ved at have 5000 roser stående som gadepynt.

Nu ligger Bakhmut i ruiner, og ukrainske soldater, der forsvarer byen, kalder kampene for "helvede på jord".

Der er ikke længere en allé fyldt med roser. Til gengæld har soldater døbt en anden strækning "livets vej".

Store dele af Bakhmut er i ruiner efter mange måneders hårde kampe og bombardementer. De bygniger, der stadig står, er også blevet hårdt medtaget. (Arkivfoto). Foto: Stringer/Reuters

Den er fyldt med nedbrændte køretøjer og har i månedsvis været den eneste vej, der leder ukrainske soldater ud af byen.

Da journalister fra nyhedsbureauet AFP sidste måned besøgte byen, havde krigen efterladt sit tydelige præg.

Ud over ruiner var bygninger mærket af de evige bombardementer.

Metalaffald fra bombede legepladser lå spredt, og glasskår i massevis prægede de hurtigt etablerede gravpladser for civile, der har fået midlertidige primitive trækors rejst.

Fremtiden for den tidligere industriby er uvis. Rusland hævdede i weekenden, at man havde erobret byen. En påstand, som Ukraine senere afviste.

Militæranalytikere har længe sat spørgsmålstegn ved den strategiske betydning af at have kontrol over Bakhmut.

De vurderer, at der mest af alt er tale om en vigtig symbolsk kamp for begge parter. For Rusland vil en erobring blive fremhævet som en stor sejr, der kan bruges i fortællingen om succes på slagmarken.

Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

I Ukraine er det langvarige forsvar af Bakhmut allerede legendarisk, og soldaterne i byen hyldes for deres udholdenhed og heltemod.

Kampene fortsætter. Det samme gør ødelæggelsen af den engang frodige by.

/ritzau/

Kort om Bakhmut

* Bakhmut havde før krigen omkring 72.000 indbyggere.

* Siden august sidste år har der været hårde kampe om byen. Kampene bliver beskrevet som krigens værste, og byen er af den russiske Wagner-gruppes leder blevet døbt "kødhakkeren" på grund af de store blodsudgydelser.

* Byen ligger ved floden Bakhmutka omkring 89 kilometer nord for storbyen Donetsk.

* Bakhmut er blevet et vigtigt symbol på ukrainsk modstand.

* Ifølge vestlige analytikere er de langvarige og voldsomme kampe om byen ude af proportioner, når man ser på byens begrænsede strategiske betydning.

Kilder: CNN, dpa og BBC.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu