Baltimores politi undersøges for brug af overdreven magt
USA's ny justitsminister vil have undersøgt, om Freddie Grays død er udtryk for en særlig adfærd hos politiet.
USA's nyudnævnte justitsminister, Loretta Lynch, vil iværksætte en officiel undersøgelse af, om politiet i storbyen Baltimore systematisk har anvendt overdreven magt, skriver Washington Post ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Avisen citerer to forskellige kilder med kendskab til planerne. De siger, at Lynch allerede fredag vil komme med en udmelding om initiativet.
Undersøgelsen kommer, efter at byen, der ligger i delstaten Maryland, har været præget af store demonstrationer, fordi den 25-årige Freddie Gray døde 19. april efter at han en uge forinden var kommet til skade under en polititransport 12. april.
Han døde som følge af en skade på rygsøjlen, som han ifølge de retsmedicinske undersøgelser pådrog sig under transporten i et salatfad.
Seks betjente er sigtet i sagen for blandt andet groft uagtsomt manddrab. De er dog alle løsladt mod kaution.
Baltimores borgmester, Stephanie Rawlings-Blake, anmodede onsdag det amerikanske justitsministerium om at undersøge politiet i byen for beskyldninger om brud på borgerrettigheder i forbindelse med demonstrationerne.
Det drejer sig blandt andet tilfældige kropsvisitationer og anholdelser.
Loretta Lynch, der tiltrådte som minister i sidste uge, mødtes tirsdag med Freddie Grays familie og politikere fra Baltimore.
Freddie Grays død i politiets varetægt kommer efter en stribe andre dødsfald blandt sorte, der har været i nærkontakt med amerikansk politi, fra Ferguson i Missouri, over Cleveland i Ohio til New York.
Det amerikanske justitsministerium har i flere tilfælde påvist, at der i en række politikorps eksisterer en rådden og fordomsfuld kultur, som især rammer sorte.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde