Ban Ki-moon: Syrisk våbenhvile bør overholdes
Det er i alles interesse, at de stridende parter i Syrien overholder den midlertidige våbenhvile, som er indgået i forbindelse med den muslimske højtid Eid al-Adha. Den begynder i weekenden.
Det siger FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, efter at både Den Frie Syriske Hær og præsident Bashar al-Assad har tilkendegivet, at de vil lade våbnene hvile under højtiden fra fredag til mandag.
- Vi forstår alle den gensidige mistillid. Men det er vigtig, at våbenhvilen overholdes af alle, siger Ban's talsmand, Martin Nesirky.
Våbenhvilen er forhandlet i stand af FN og Den Arabiske Ligas specielle udsending, Lakhdar Brahimi. En islamisk gruppe siger dog, at den ikke har tiltro til, at det syriske styre vil overholde våbenhvilen, og at gruppen fortsætter kamphandlingerne.
Ledelsen i Damaskus har gennem landets hærkommando sagt, "militære operationer" vil ophøre fra fredag til mandag.
En talsmand for Den Frie Syriske Hær har sagt det samme, men dog under betingelse af, at oppositionsfolk, der holdes fanget af regeringen, sættes på fri fod.
Det er FN's håb, at den midlertidige våbenhvile i weekenden bliver forlænget, så egentlige forhandlinger om en løsning af den over halvandet år lange konflikt kan komme i gang.
Konflikten har kostet mindst 32.000 mennesker livet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde