Bangladeshs sexslaver pumpes med steroider

Shahinur Begum er en af de 200.000 prostituerede, der findes i Bangladesh. Med en pengepung på størrelse med en tændstik og et lille barn at forsørge frygtede Begum, at hendes krogede, skeletagtige krop ikke ville tiltrække kunder.

Med frygten i baghovedet fik Begum hurtigt kendskab til det farlige steoridestof Oradexon, der på rekordtid fik hendes spinkle krop til at vokse.

- Oradexon gav mig en velproportioneret krop, der gør mig attraktiv. Jeg har nu op til seks kunder om dagen, fortæller hun.

Begum blev dog hurtigt afhængig af stoffet, efter at hendes bordelmutter havde givet hende det første skud.

Ifølge den britiske velgørenhedsorganisation ActionAid er omkring 90 procent af Bangladeshs 200.000 prostituerede havnet i det farlige steoridemisbrug, der kan føre til nyresvigt og i sidste ende døden.

Kamal Uddin Ahmed, læge på et af Bangladeshs hospitaler, advarer mod stoffet, der er "meget, meget farligt, hvis du bruger det mere end to til tre måneder - de fleste sexarbejdere har brugt stoffet i årevis".

Begum er en af dem, som er begyndt at mærke de alvorlige bivirkninger af sit årelange misbrug.

- Jeg hæver som en ballon og har svært med at bevæge min krop. Lægerne fortæller, at jeg skal stoppe, men jeg kan ikke, siger Begum.

Loven tillader prostitution, hvis de prostituerede vel at mærke er mindst 18 år. Men ifølge ActionAid er mange piger yngre end det - og særligt i denne aldersgruppe bruges Oradexon flittigt.

- Pigerne kommer fattige og tynde til bordellerne og har brug for et hurtigt fix til deres underernærede kroppe, så de hurtigst muligt kan tiltrække kunder, siger en af organisationens forskere, Zahid Hossain.

/ritzau/AFP

Næsten alle prostituerede i Bangladesh bruger steroider for at se tykkere og dermed mere attraktive ud. Samtidig skjules de meget unge sexslavers sande alder.

Offentliggjort Sidst opdateret