Bank i afghanske Kandahar angribes af selvmordsbomber
En dræbt person i Kandahar er omgivet af sin familie, efter at en selvmordsbomber torsdag har udløst sin sprængladning i en bank i den sydlige afghanske by Kandahar. Foto: Sanaullah Seiam/Ritzau Scanpix
Flere meldes dræbt og såret ved selvmordsangreb i sydlige Afghanistan. Islamisk Stat tager skylden.
En selvmordsbomber har torsdag dræbt adskillige mennesker i den afghanske by Kandahar.
Ifølge en embedsmand i provinsen er der 3 dræbte og 12 sårede, men en anonym hospitalskilde sætter tabstallet langt højere.
- Mirwais-hospitalet har modtaget 20 dræbte mennesker siden denne morgen efter eksplosionen, siger kilden, der udtaler sig anonymt på grund af frygt for repressalier ved at udtale sig til medier.
Også det russiske nyhedsbureau Tass har med det iranske nyhedsbureau Tasnim som kilde meldt, at angrebet skulle have kostet mindst 20 livet.
Men det er ikke officielt bekræftet.
Talibans myndigheder beskylder Islamisk Stat for at stå bag.
Islamisk Stat har også selv på sin Telegram-kanal taget skylden for angrebet, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Efterforskningen fortsætter, sagde talsmand for indenrigsministeriet Abdul Mateen Qani til nyhedsbureauet AFP tidligere torsdag.
- Forbryderne vil blive identificeret så hurtigt som muligt og straffet for deres handlinger, fortsætter han.
Medier i regionen har kunnet fortælle, at der var tale om en selvmordsbomber, der var gået ind i en nyåbnet filial af en bank, som er hjemmehørende i hovedstaden Kabul.
Der stod en gruppe mennesker og ventede på at komme ind i banken i de tidlige formiddagstimer, da eksplosionen lød.
Talibans øverste leder, Hibatullah Mateen, bor i Kandahar. Byen ligger i den sydlige del af landet. Taliban havde sit udspring i Kandahar, som er Afghanistans næststørste by.
Der har i løbet af muslimernes fastemåned, ramadanen, været meldinger om flere eksplosioner rundt omkring i Afghanistan. Men kun få er blevet bekræftet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned