Bankrøver gav op efter 10 timer langt gidseldrama
Et gidseldrama i en bank i Berlin er natten til lørdag endt fredeligt, da en bankrøver efter flere timers forhandlinger med politiet valgte at opgive sin plan og lade sit gidsel gå.
Bankrøveren gav op omkring 10 timer efter, at han indledte røveriet mod en filial af Deutsche Bank i den velhavende bydel Zehlendorf.
- Gidslet er frit, og gerningsmanden er anholdt, siger en talsmand for politiet, der tilføjer, at ingen kom til skade under dramaet.
Politiet var i løbet af aftenen i telefonisk kontakt med gidseltageren, som krævede et større pengebeløb og frit lejde for at lade gidslet - en 40-årig bankansat - gå.
Ifølge tabloidavisen Bild krævede manden, der skulle være i 20'erne, en million euro (7,46 millioner kroner), men det beløb har politiet ikke bekræftet.
Politiet var massivt til stede uden for bygningen i den vestlige del af Berlin: Skarpskytter var på plads, og tungt bevæbnede politifolk havde afspærret bygningen, hvor manden tidligere på dagen tog den ansatte som gidsel og forskansede sig.
- For os er sådan en situation en meget alvorlig sag. Det er farligt - det, der foregår her, sagde en talsmand for politiet fredag aften.
Det er ikke blevet bekræftet, om gerningsmanden - som påstået i flere medier - havde en bombe og truede med at sprænge banken i luften.
Manden indledte bankrøveriet ved 16-tiden.
Bydelen Zehlendorf var i 1995 skueplads for det hidtil mest spektakulære bankrøveri med en gidseltagning i den tyske hovedstad.
Dengang stormede fire mænd med maskinpistoler en af Commerzbanks filialer og tog 16 personer som gidsler. Bankrøverne formåede at flygte via en tunnel, de selv havde gravet. Gidslerne kom ikke noget til.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde