Banksy maler syvende kunstværk på en uge

Det er Banksys syvende værk på syv dage, der søndag er dukket op. Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix

Søndag er endnu et et værk dukket op på en politiboks i London. Det viser fisk, der svømmer rundt.

Offentliggjort Sidst opdateret

For syvende dag i træk har kunstneren Banksy søndag præsenteret et nyt kunstværk i den engelske hovedstad, London.

Det seneste værk forestiller fisk, der svømmer rundt, og er dukket op på en politiboks - en telefonboks tidligere brugt af politiet.

Banksy har selv bekræftet i opslag på det sociale medie Instagram, at værket er hans, skriver nyhedsbureauet AFP.

Banksy menes at have været aktiv siden 1990'erne, men hans identitet er aldrig blevet bekræftet.

Det nye design er blevet undersøgt af to politibetjente, som tog billeder fra ydersiden af politiboksen, skriver det britiske medie Sky News.

Ifølge AFP har detektivinspektør Andy Spooner fra politiet i London udtalt, at man er klar over "kriminel skade" udført på en politiboks i Ludgate Hill.

Derudover er man i kontakt med den lokale myndighed, der ejer boksen.

En talsperson fra myndigheden har udtalt, at man gennemgår muligheder for at bevare kunstværket, skriver BBC.

Kunstværket er det syvende fra kunstneren på en uge.

Mandag præsenterede Banksy en ged, som vaklede på en afgrund, og tirsdag var det to elefanthoveder, der rakte ud efter hinanden gennem tilmurede vinduer. Onsdag var det tre aber, der svingede sig ud over en bro.

Torsdag var det omridset af en hylende, ensom ulv på en parabolantenne. Den blev stjålet af ukendte personer. Fredag viste et par sultne pelikaner sig på væggen over en "fish and chips"-butik.

Lørdagens motiv - en kat - nåede kortvarigt at strække sig i morgensolen, inden den blev taget ned af entreprenørselskabet bag reklametavlen.

Der går normalt flere måneder mellem nye Banksy-kunstværker, og denne uges daglige afsløringer har sat gang i spekulationer i medier og blandt fans om, hvad de kunne betyde, skriver AFP.

Blandt Banksys mest kendte værker er "Girl With Balloon" af en pige, der rækker ud efter en hjerteformet ballon.

/ritzau/

Et værk af Banksy er dukket op på en politiboks i London. Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix