BBC-journalister banket af Gaddafi-styrker

Tre journalister fra BBC blev tilbageholdt og banket af Gaddafis sikkerhedsstyrker, da de prøvede at nå frem til Zawiya vest for Tripoli, skriver den britiske tv-station på sin hjemmeside.

De tre blev banket med knytnæver, knæ og rifler. De fik hætter over hovedet og blev udsat for falske henrettelser.

Holdet blev mandag anholdt ved en vejspærring, da de som mange andre journalister forsøgte at komme ind i den belejrede by. De viste deres pressekort, men blev ført til en stor militærbase i Tripoli.

- Vi blev stillet op af en væg. Jeg så en mand i civilt tøj med en lille maskinpistol, som han satte mod nakken på os alle tre, fortæller den ene af de tre, Chris Cobb-Smith.

- Jeg så på ham, og han råbte ad mig. Så kom han hen til mig, satte maskinpistolen op mod min nakke og trykkede af to gange. Kuglerne strøg forbi mit øre, og soldaterne grinede bare, fortsætter han.

En af journalisterne, Feras Killani, er af palæstinensisk oprindelse, og han blev udsat for den værste vold. Bødlerne fortalte, at de ikke kunne lide det, han rapporterede om det libyske oprør, og de beskyldte ham for at være spion.

De tre journalister så flere tilfangetagne libyere, der havde været udsat for tortur, og de var selv overbeviste om, at de skulle dø.

Men efter 21 timer blev de løsladt, og har nu forladt Libyen.

/ritzau/

Tre journalister fra britiske BBC blev banket og udsat for falske henrettelser af Gaddafis sikkerhedsstyrker.

Offentliggjort Sidst opdateret