Beckham stod i kø i 13 timer for at tage afsked med dronning
Fodboldikonet David Beckham var blandt de tusindvis af briter, der fredag stod i lang kø i London for at vise den afdøde dronning Elizabeth II en sidste ære. Foto: Tom Nicholson/Reuters
David Beckham bøjede hovedet og lukkede kortvarigt øjnene ved dronning Elizabeths kiste i Westminster Hall.
Den tidligere engelske landsholdsanfører David Beckham stod fredag i kø i 13 timer sammen med tusindvis af andre i London for at komme ind og se den afdøde dronning Elizabeths kiste.
Det 47-årige fodboldikon sagde, at han havde stillet sig i kø klokken 02.15 (klokken 03.15 dansk tid) for at vise dronningen en sidste ære.
- Vi vil alle være her sammen, vi vil alle gerne opleve noget, hvor vi fejrer vores dronnings fantastiske liv. Sådan noget som i dag skal deles med andre, sagde Beckham til de mange journalister, der flokkedes om ham.
Han fortalte om at have delt chips, doughnuts og slik med de andre i køen for at få energi til den lange ventetid for at komme ind i Westminster Hall, hvor dronningens kiste står.
Beckham nåede frem til dronningens kiste omkring klokken 15.25 lokal tid (16.25 dansk tid).
Han bøjede hovedet og lukkede øjnene et øjeblik.
Som tidligere landsholdsanfører har David Beckham mødt dronning Elizabeth II adskillige gange i løbet af sin karriere.
Dronningen var statsoverhoved i Storbritannien i 70 år. Hun døde den 8. september i en alder af 96 år.
Køen for at komme ind i Westminster Hall er flere kilometer lang.
Fredag lukkede myndighederne en overgang for, at flere mennesker kunne stille sig i kø. På det tidspunkt var der mindst 14 timers ventetid for at komme ind.
Sidst på eftermiddagen blev der igen åbnet for, at folk kan stille sig i kø. Men den store interesse for at se dronningens kiste og vise en sidste respekt betyder, at ventetiden nu er over 24 timer.
- Køen kan blive sat på pause igen, hvis den når fuld kapacitet, skriver det britiske kulturministerium på Twitter.
Ministeriet tilføjer til dem, der overvejer at stille sig i kø, at der ventes kolde nattemperaturer.
Det er ventet, at omkring 750.000 mennesker i alt vil have været forbi dronningens kiste inden mandag morgen.
Mandag formiddag transporteres kisten videre til Westminster Abbey, hvor statsbegravelsen finder sted.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde