Bedring mellem Cuba og USA - arbejder på ambassadeåbning
De to lande fortsætter samtaler om at genåbne ambassader i Havana og Washington, siger cubansk forhandler.
Cuba og USA har taget yderligere skridt mod et tøbrud i de diplomatiske relationer, efter at de to lande i årtier har været hinandens fjender.
På et møde fredag har landene aftalt at fortsætte samtaler om at genåbne ambassader i Havana og Washington, siger den cubanske forhandler, Josefina Vidal.
Fredagens møde - det fjerde af slagsen - blev aftalt, efter at de to lande i december annoncerede, at de ville genetablere diplomatiske forbindelser, som blev klippet af USA i 1961 efter den cubanske revolution.
Den amerikanske viceudenrigsminister, Roberta Jacobson, siger, at samtalerne i Washington har været "meget produktive".
- Vi nærmer os hinanden mere og mere for hver gang, siger Roberto Jacobson ifølge nyhedsbureauet dpa.
- Der er fortsat et par ting, som vi skal have styr på. Vi har 54 år at komme os over, siger Jacobson.
Amerikanerne ønsker frihed til også at arbejde uden for Havana - og mulighed for at mødes med cubanske systemkritikere.
Den amerikanske præsident, Barack Obama, sagde i april, at USA vil fjerne Cuba fra listen over stater, som støtter terrorisme.
Kongressen har frist 29. maj for eventuelle indvendinger mod dette.
Ifølge Josefina Vidal har de to lande også drøftet menneskehandel, menneskerettigheder og immigration på fredagens møde.
På det næste møde skal landene blandt andet diskutere sundhed.
Obama og den cubanske præsident, Raul Castro, mødtes i april i Panama - et historisk møde mellem de to landes præsidenter.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet