Bekymret USA opfordrer til forhandlinger i Egypten
Det amerikanske udenrigsministerium udtrykker nu bekymring over tilstanden i Egypten og opfordrer alle parter til at afholde sig fra vold og finde en løsning igennem forhandlinger. Det rapporterer Reuters.
Samtidig lyder anbefalingen til præsident Mursi, at han må og skal være mere imødekommende overfor den egyptiske befolknings ønsker.
- Vi forbliver meget bekymrede over det, vi ser i Egypten. Vi føler, at der er en mangel på betydelige skridt taget af præsident Mursi, siger udenrigsministeriets talsmand Jen Psaki.
Der har i de seneste uger været kontakt mellem det amerikanske forsvarsministerium og lederen af det egyptiske militær forud for det formodede militærkup.
Forsvarsminister Chuck Hagel ringede til den egyptiske hærchef, general Abdel Fattah al-Sisi, både tirsdag og i sidste uge, oplyser Pentagon.
Pentagon har dog ikke ønsket at afsløre noget om, hvad opkaldene har drejet sig om, men understreger behovet for en fredelig løsning på konflikten i landet.
- Amerikanske embedsmænd på alle niveauer har gjort det klart, at vi støtter den demokratiske proces i Egypten, og at vi håber, at denne periode med spændinger kan løses på en fredelig måde, og at vold kan undgås, siger talsmand for Pentagon George Little til AFP.
Ifølge flere medier er der netop nu et militærkup i gang i Egypten. Det kommer efter utilfredsheden med Mursi søndag nåede et højdepunkt, hvor flere millioner egyptere strømmede på gaden for at kræve Mursis afgang.
Militæret udstedte søndag en 48 timers deadline, hvori Mursi fik mulighed for at imødekomme folkets krav om hans tilbagetræden. Deadlinen udløb klokken 16.30 onsdag.
Det amerikanske udenrigsministerium vil ifølge Reuters hverken be- eller afkræfte, om der lige nu er et militærkup i gang i Egypten.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde