Belarus kan få russisk supermissil opstillet om et år
Ruslands præsident, Vladimir Putin (t.v.), og Belarus' præsident, Aleksandr Lukasjenko (t.h.), indgik fredag en sikkerhedsaftale, da de mødtes i præsidentpaladset i den belarusiske hovedstad, Minsk. Foto: Gavriil Grigorov/Ritzau Scanpix
Hypersonisk Oresjnik-missil kan rykke nærmere på Nato-grænser i 2025 som led i Putins ny sikkerhedsaftale.
Rusland kan placere sine nye Oresjnik-missiler hos den nære allierede i Belarus allerede i slutningen af næste år.
Det siger præsident Vladimir Putin, der fredag mødte sin kollega i Belarus, Aleksandr Lukasjenko.
På fredagens møde underskrev de to ledere en gensidig forsvarspagt.
- Eftersom vi i dag har underskrevet en aftale om sikkerhedsgarantier ved brug af alle tilgængelige styrker og midler, betragter jeg opstillingen af systemer som Oresjnik i Belarus som mulig, sagde Putin.
Putin sagde til Lukasjenko, at Hviderusland - som deler grænser med Nato-medlemmerne Polen, Letland og Litauen - selv kan bestemme målene for de Oresjnik-missiler, der er placeret på belarusisk territorium.
Putin beskriver samtidig det russiske missil som et "formidabelt" våben.
De to ledere mødtes i den belarusiske hovedstad fredag for at markere 25-års-dagen for Unionstaten, en grænseløs union og alliance mellem de tidligere sovjetrepublikker.
Putin sagde, at den gensidige forsvarstraktat "vil gøre det muligt at sørge for sikkerheden i Rusland og Belarus på troværdig vis og dermed skabe betingelser for yderligere fredelig og bæredygtig udvikling af de to stater," ifølge det statslige nyhedsbureau Tass.
I november brugte Rusland for første gang det nyudviklede hypersoniske ballistiske missil Oresjnik i et angreb, der var rettet mod den ukrainske by Dnipro.
På det tidspunkt betegnede Putins talsmand det som en advarsel til Vesten.
Baggrunden for "advarslen" var USA's beslutning om at tillade, at Ukraine angriber mål inde i Rusland med amerikansk leverede våben.
Oresjnik - der på dansk betyder hasseltræ - er et mellemdistancemissil.
Ifølge Putin kan det kan angribe mål med en hastighed på mellem 2500 og 3000 meter i sekundet.
Han har pralet af, at missilet er umuligt at skyde ned, og at det har en destruktiv kraft, der kan sammenlignes med et atomvåben, selv når det er udstyret med et konventionelt sprænghoved.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker