Belgien: Fjerde skudoffer fra jødisk museum er død
En yngre belgisk mand, der blev alvorligt såret under et angreb i det jødiske museum i Bruxelles, er død af sine kvæstelser, oplyser en leder af det jødiske samfund søndag.
Joel Rubinfeld, der er leder af Belgiens Liga mod Antisemitisme, siger til nyhedsbureauet AFP, at den sårede mand, der arbejdede som receptionist på museet, døde søndag eftermiddag. Han er det fjerde dødsoffer efter et israelsk par og en fransk kvinde.
Politiet i Belgien leder søndag på højtryk efter gerningsmanden, der endnu ikke er identificeret. Et foto af den mistænkte vil blive offentliggjort meget snart.
Viceanklager Ine Van Wymersch appellerede på et pressemøde offentligheden om hjælp til at finde manden bag angrebet. Hun tilføjede, at hun ikke kunne bekræfte, at der var tale om et terrorangreb eller en antisemitisk handling, men at alle spor var åbne.
Frankrigs præsident, François Hollande, der befinder sig i Sydfrankrig for at stemme til EU-Parlamentet, siger, at der ikke er nogen tvivl om angrebets antisemitiske karakter.
En ukendt gerningsmand kom lørdag til museet med en rygsæk og trak en pistol. Han begyndte at skyde.
Kort efter skudepisoden anholdt belgisk politi en mistænkt, men han blev løsladt efter endt afhøring, da han viste sig ikke at have haft noget med angrebet at gøre bortset fra, at han var på stedet som øjenvidne.
Pave Frans, der er på rundrejse i Mellemøsten, har fordømt det antisemitiske angreb i Belgien, og det synspunkt bliver ifølge nyhedsbureauet AFP hyldet af den israelske premierminister Banjamin Netanyahu.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Hvad skal der med i mit CV?
Alle kender stemmen: Men hjemme i Nykøbing har Anders et helt andet projekt
Museer og dyreparker er danskernes foretrukne mål i efterårsferien
Er det genialt? Lollandsk forslag kan rykke ved uretfærdigheden
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker