Det separatistiske parti Ny Flamsk Alliance (N-VA) blev den helt store vinder i den hollandsktalende nordlige region Flandern ved søndagens parlamentsvalg i Belgien.
Resultatet er uden fortilfælde for et parti, der går ind for uafhængighed fra den fransktalende region, Vallonien, og det bringer landet tættere på en decideret opsplitning, vurderer Lars Hovbakke Sørensen, som er ekstern lektor og ph.d. i historie på Århus Universitet.
- Det sker nok ikke fra den ene dag til den anden, men den proces, der har været i gang i årtier, vil formentlig accelerere yderligere i den kommende tid, så man kan forestille sig to stater om 10-15 år, siger han til Ritzau.
Der har siden 1960'erne været en løbende proces i Belgien, hvor man gradvist har afviklet det centrale styre. Processen kulminerede i 1993, da Belgien blev en forbundsstat.
Nu skal de politiske partier i de tre regioner, Flandern, Vallonien og Bruxelles, forsøge at danne en ny koalitionsregering i et land, hvor der ikke er nogen samlende partier.
- Det kan meget vel tage op imod et år, og det skyldes, at man både skal tage stilling til Belgiens fremtidige status og den meget svære økonomiske situation, som landet befinder sig i, forklarer Lars Hovbakke Sørensen.
N-VA's leder, Bart de Wever, sagde inden valget, at han ikke ønsker at blive føderal premierminister. Partiet vil hellere overlade posten som premierminister til en fransktalende leder til gengæld for mere selvstændighed.
- Umiddelbart lyder det ulogisk, men de Wever kan formentlig se muligheder i det samarbejde, som så mest vil gå ud på at indgå studehandler, vurderer Lars Hovbakke Sørensen.
Det vil i så fald være første gang i 36 år, at der kommer en fransktalende premierminister i Belgien.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker