Belgien sænker trusselsniveau igen efter drab på svenskere
En politimand holder vagt i en af Bruxelles' lufthavne tirsdag - samme dag som den formodede gerningsmand bag skuddrab på to svenskere selv blev dræbt af belgisk politi. Foto: Dirk Waem/Ritzau Scanpix
Den formodede gerningsmand bag skuddrab i Bruxelles er død, så trusselsniveauet er igen på næsthøjeste niveau.
Trusselsniveauet i Bruxelles er tirsdag eftermiddag sat ned fra 4 til 3.
Dermed er det igen på linje med det øvrige Belgien - men stadig på det næsthøjeste niveau på skalaen.
Det meddeler den belgiske premierminister, Alexander De Croo, ifølge Reuters.
Trusselsniveauet blev hævet fra 3 til 4, efter at to svenske statsborgere var blevet skudt og dræbt mandag aften.
Yderligere en svensk statsborger blev såret i angrebet.
- Vi formåede at neutralisere den skyldige. Så der var ikke længere nogen overhængende fare, siger De Croo på et pressemøde tirsdag.
4 er det højeste niveau, som Belgien opererer med.
Den formodede gerningsmand bag mandagens to skuddrab i Bruxelles er død, efter at han tirsdag blev skudt af politiet på en café i bydelen Schaerbeek i den belgiske hovedstad.
Der er tale om en 45-årig tunesisk mand, der tidligere har søgt asyl i Belgien, men som fik sin ansøgning afvist i 2020.
Efter afslaget blev han i Bruxelles, hvor han boede uden lovligt ophold, siger belgiske embedsmænd.
Manden har angiveligt lagt en video på sociale medier, hvor han siger, at han stod bag mandagens angreb.
Ifølge Reuters har han erklæret sig som medlem af den militante gruppe Islamisk Stat.
På videoer på sociale medier kan man blandt andet se den mistænkte iklædt orange jakke køre rundt på en scooter med et gevær i hånden.
Myndighederne giver ham skylden for skuddrabene mandag aften, hvor han skød de tre svenskere forud for en fodboldkamp mellem Belgien og Sverige.
En taxichauffør blev ligeledes såret i angrebet.
Alexander De Croo har på et tidligere pressemøde kaldt handlingerne for "et brutalt terrorangreb".
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker