Belgisk by protesterer mod bankbonusser

Byrådet i den belgiske by Gent har trukket 30 millioner euro (godt 220 millioner kroner) ud af to banker i protest mod bankernes bonusudbetalinger til chefer.

- Dette er en reaktion på de store bonusser til cheferne, siger Christophe Peeters, finanschef i Gent til nyhedsbureauet Belga.

- Da bankerne var i problemer, var det offentlige penge, der hjalp den gennem krisen. Nu, da de er ved at komme på fode igen, er bankerne vendt tilbage til deres gamle vaner, siger og fortsætter:

- Vi siger ikke kun, at det er uetisk. Vi handler i det eneste sprog de forstår - nemlig penge.

Byrådet i Gent truer også med at bytte til banker, der ikke udbetaler "urimelige" bonusser til chefer.

Banken KBC beklager beslutningen i Gent, men anerkender, at kunder frit kan vælge deres bankforbindelse.

Den anden af de ramte banker Dexia udtaler, at bonusordninger til bankens chefer sker inden for de rammer, som er gældende i henhold til belgiske og europæiske regler.

/ritzau/AFP

Den belgiske by Gent har trukket millioner af euro ud af banker i protest mod store bonusser til chefer.

Offentliggjort Sidst opdateret