Benazir Bhuttos søn følger i morens fodspor

Den afdøde pakistanske premierminister Benazir Bhuttos søn er klar til gøre sin karismatiske mor kunsten efter og gå ind i politik.

Offentliggjort Sidst opdateret

På femårsdagen for sin mors død torsdag annoncerede 24-årige Bilawal Bhutto Zardari, at han vil fortsætte morens kamp for demokrati i Pakistan.

Flere end 200.000 mennesker var samlet ved Bhutto-familiens mausoleum i byen Garhi Khuda Bakhsh i det sydlige Pakistan, hvor Bilawal holdt sin første offentlige tale.

Bilawal Bhutto Zardari er tredje generation i Bhutto-familien, der går ind i politik. Hans far er præsident Asif Ali Zardari.

Bilawal holdt en følelsesladet tale, hvor han beskrev det at være en Bhutto som en følelse.

- Uanset hvor mange Bhutto'er, I dræber, vil flere Bhutto'er dukke op fra hvert et hus, siger den unge Bhutto.

Benazir Bhutto, der to gange blev valgt til premierminister, blev dræbt under et valgmøde i Rawalpindi i 2007. Ingen er blevet dømt for drabet.

Det var Benazir Bhuttos far, Zulfikar Ali Bhutto, der stiftede partiet PPP, og han stod i spidsen for Pakistan fra 1971, indtil han blev fordrevet fra magten i et militærkup i 1977.

Han blev hængt i 1979, efter han blev dømt for at bestille mordet på en politisk modstander.

Bhutto'erne bliver af lederne i PPP kaldt martyrer, der kæmpede den jævne mands kamp mod et undertrykkende regime.

Bilawal er uddannet fra Oxford kan først stille op til en politisk post, når han fylder 25 næste år. Og landets parlamentsvalg falder inden fødselsdagen. Partiet menes dog at ville bruge ham som galionsfigur i valgkampen.

- Han har færdiggjort sine studier, og nu er det tid til hans politiske træning. Han skal lære en masse af det pakistanske folk, siger hans far, præsident Zardari.

Præsidenten, der kom til magten i et valg en måned efter sin hustrus død, er højst upopulær i befolkningen - blandt andet på grund af årevis med beskyldninger om korruption.

/ritzau/AFP