Benghazis indbyggere får ultimatum

Libyens hær har udstedt et ultimatum til indbyggerne i den oprørskontrollerede by Benghazi, hvor de opfordres til at forlade oprørsstillinger og våbenlagre senest kl. 23.00 onsdag, rapporterer libysk tv.

En tekst på Al-Libya tv henvender sig til indbyggerne i byen. Ifølge teksten er hæren på vej "for at støtte jer og rense jeres by for væbnede bander".

- Vi opfordrer jer til holde jer væk fra områder med bevæbnede mænd og områder, hvor der er våbenlagre, hedder det.

Der var ingen meddelelse om, hvorvidt ultimatummet vil blive fulgt op med en militær aktion.

Libyens leder, Muammar Gaddafi, sagde onsdag til Libanons LBC tv, at han ikke forventer kampe i Benghazi, og at det libyske folk har hjulpet med til at fjerne medlemmer af terrornetværket al-Qaeda fra byen.

I New York sagde en afhoppet libysk diplomat Ibrahim Dabbashi, at det internationale samfund kun har 10 timer til at handle mod Gaddafis styrker.

- Vi tror, at vi i de kommende timer vil opleve et folkedrab i Ajdabiyah, hvis det internationale samfund ikke handler hurtigt, siger Dbbashi.

Gaddafis styrker erobrede Ajdabiyah 150 kilometer syd for Benghazi tirsdag.

/ritzau/Reuters

Oprørskontrolleret by i Libyen får ultimatum af Libyens hær, der er på vej mod byen.

Offentliggjort Sidst opdateret