Berlin begraver knogler fra mistænkte ofre for nazilægen Josef Mengele
Knogler fra mindst 54 mennesker har endelig fået fred. De blev fundet på et gammelt nazi-institut for racehygiejne i Berlin. Nu er de blevet begravet i den tyske hovedstad. Foto: John Macdougall/Ritzau Scanpix
Knap ti år efter fund af knogler ved Berlins Frie Universitet er de blevet officielt begravet. Nogle af knoglerne menes at være fra naziofre fra Auschwitz.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
De første makabre fund på byggepladsen ved Berlins Frie Universitet blev gjort i 2014.
Byggearbejdere i den tyske hovedstad fandt knogler fra mindst 17 mennesker.
Ifølge Berliner Zeitung blev knoglerne uden videre afleveret på et krematorium. Her blev de forvandlet til aske og evig glemsel.
Der blev imidlertid ved med at dukke knogler op på byggepladsen. De blev samlet sammen. Der blev fundet omkring 16.000 knoglerester.
Nogle blot på størrelse med en fingernegl, andre dele op til 12 centimeter lange.
Annonce
Knoglerne menes at stamme fra 54 mennesker, og hvordan de er kommet der, og hvem de er fra, kan der nu kun gisnes om.
For på det sted, hvor de blev fundet, lå der tidligere et berygtet forskningsinstitut, nemlig Kejser Wilhelm-instituttet for Antropologi, Menneskelig Arvelighed og Eugenik (racehygiejne).
Et institut, der blev etableret i 1927, og som stoppede sit virke i 1945, da Tyskland var nedkæmpet under Anden Verdenskrig.
Den berygtede nazilæge Josef Mengele, som blandt andet lavede forsøg på fanger i koncentrationslejren Auschwitz, forskede i racehygiejne, og tyske medier skriver, at nogle af ofrene formentlig er fra nazisternes eksperimenter.
Men det bliver aldrig opklaret fuldt ud. For Berlins Frie Universitet har meddelt, at undersøgelserne af knogleresterne nu er indstillet.
Ofrene får ro - eller gravfred om man vil.
De 16.0000 knoglerester ligger nu i fem kister, der torsdag blev begravet ved en officiel ceremoni på kirkegården Waldfriedhof i Berlin-forstaden Dahlem.
- Den umenneskelige praksis med forskning i racisme gjorde ikke noget for at begrave dem. De blev blot smidt ned i nogle huller, siger Daniel Botmann fra Jødernes Centralråd i Tyskland.
- I dag bærer vi et antal liv, hvis stemmer og biografier blev udslettet, til deres sidste hvilested, sagde han ifølge det tyske nyhedsbureau dpa ved begravelsen.
Günter Ziegler, præsident for Berlins Frie Universitet, sagde ved begravelsen, at Kejser Wilhelm-instituttet var med til forbrydelser i såvel Tysklands kolonitid som i nazitiden. Foto: John Macdougall/Ritzau Scanpix
Der var omkring 100 deltagere i begravelsen, og de hørte også Günter Zieglers tale. Han er præsident for Berlins Frie Universitet.
Annonce
Han forklarede, hvorfor universitetet har droppet at identificere de mange knogler, hvis alder er meget spredt.
- At specificere ofrene og dele dem ind i særlige grupper vil ultimativt kun genskabe fortidens racemæssige metoder og ideologier, sagde han.
- Det betyder dog også, at vi ikke kan navngive ofrene. Sætte ansigter på dem. Men vi kan huske dem.
Siden de første fund i 2014 har forskere undersøgt knoglerne for at finde ud af, hvor de kommer fra.
Det har vist sig, at nogle af knoglerne er flere hundrede år gamle, andre kan dateres til de sidste år af Anden Verdenskrig.
Tyske medier skriver, at knoglerne menes at være hentet til Tyskland, da Tyskland havde kolonier i Afrika.
Nazilægen Josef Mengele, som lavede forsøg på blandt andet tvillinger blandt fangerne i koncentrationslejren Auschwitz, ses her sammen med andre nazister på et billede uden for Auschwitz-lejren i det tysk-besatte Polen i 1944. Mengele ses som nummer to fra venstre. (Arkivfoto.). Foto: Unknown/Ritzau Scanpix
Tyskland mistede dem under Første Verdenskrig.
Men tyske forskere menes at have gravet knogler op fra grave i kolonierne og bragt dem til fædrelandet, hvor de så blev brugt til raceforskning og overført til raceinstituttet i Berlin, da det i 1927 blev oprettet.
Der er i øvrigt også fundet knogler fra dyr som rotter, svin, kaniner og får på universitetets område.
/ritzau/
Kort om instituttet for racehygiejne i Berlin
* Kejser Wilhelm-Instituttet for Antropologi, Menneskelig Arvelighed og Eugenik (racehygiejne) blev etableret i Berlin i 1927. Det stoppede sit virke med Tysklands nederlag i Anden Verdenskrig i 1945.
* Instituttet blev etableret på et tidspunkt, hvor der var strømninger af racehygiejne i Tyskland. Der blev forsket i at undgå, at den germanske race degenerede.
* Der blev også forsket i racer i lande som Sverige, Frankrig, Storbritannien og USA.
* Instituttet i Berlin forskede blandt andet i knogler, der var gravet op fra grave i Tysklands tidligere kolonier. Fanger i koncentrationslejre blev også brugt i forskningen.
* Instituttet blev hovedsagelig finansieret af den tyske stat. Men i 1930'erne modtog det bidrag fra Rockefeller-stiftelsen i USA.
Kilder: Berliner-Zeitung og eugenicsarchive.ca.
/ritzau/
Kort om Josef Mengele
* Josef Mengele var SS-officer og læge i den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau i det tysk-besatte Polen.
* Gennemførte blandt andet forsøg med tvillinger.
* Var en af de officerer, der sorterede fanger ved ankomsten til lejren.
* Nazityskland etablerede lejren Auschwitz i 1940.
* 27. januar 1945 befriede den Røde Hær Auschwitz-Birkenau. Der er nu museum og mindesmærke på stedet.
* Befrielsesdatoen er international Holocaustdag.
* Arkæologen Susan Pollock, der ledte udgravningen af knoglerne i Berlin, siger, at Mengele sendte øjne og andre kropsdele fra fanger i Auschwitz til Kejser Wilhelm-instituttet.
* Holocaust, nazisternes forbrydelser mod jøder, kostede omkring seks millioner jøder livet.
* Efter krigen flygtede Mengele. En dna-prøve af et lig viser, at han døde i Brasilien i 1979.
Kilder: en.auschwitz.org, Reuters, dpa, AFP og denstoredanske.dk.
Seneste artikler
Søger langs kysten efter 28-årig lollik: - Jeg oplever en stor tilslutning
Annonce: Lokale mænd i nye rutiner inden arbejdsdagen
Det lokale Team Rynkeby på vej mod Paris: Nu venter bakken, Pogacar har vundet på
Lolland får millioner for vindmøller og solceller
Gitte ser Sydhavsøerne gennem sit kamera
Mest læste artikler
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu reagerer Biltema
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Fra drøm til virkelighed: Vejerboden åbner
Snart åbner lagersalg på Falster