Berlin melder om første smittetilfælde med ny coronavariant

Omikron-varianten er konstateret hos en smittet person i Berlin, men der er mistanke om mange flere tilfælde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Berlin har torsdag for første gang registreret et tilfælde af smitte med den nye variant af coronavirusset Omikron.

Det oplyser sundhedsmyndigheder i den tyske hovedstad.

Ifølge Dilek Kalayci, der er sundhedsminister i Berlins delstatsregering, er der mistanke om "adskillige" flere smittetilfælde med varianten i byen, der har 3,6 millioner indbyggere.

De første tilfælde af smitte med Omikron i Tyskland blev konstateret lørdag i delstaten Bayern.

Onsdag meldte delstaten Baden-Württemberg om fire smittetilfælde. De fire personer er alle vaccineret mod covid-19 og havde kun "milde" symptomer.

Indtil videre er der flere ubesvarede spørgsmål om Omikron-varianten, som myndigheder i Sydafrika var de første til officielt at rapportere om i slutningen af november.

Dilek Kalayci skriver i et tweet, at varianten kan øge risikoen for en yderligere stigning i antallet af nye smittetilfælde.

- Min bøn er: Mindsk kontakter! Hold afstand! Brug mundbind!, tilføjer hun.

Tyskland afgående kansler, Angela Merkel, og hendes afløser, Olaf Scholz, blev torsdag enige med lederne af Tysklands 16 delstater om at stramme restriktioner for borgere, der ikke er vaccineret mod covid-19.

De politiske ledere blev også enige om at indføre landsdækkende regler. Hidtil har delstaterne i vid udstrækning selv kunnet fastsætte egne regler og krav.

Torsdagens stramninger er udløst af, at en fjerde bølge af smitte hærger i Tyskland. De daglige opdateringer af det foregående døgns smitte- og dødstal fra Robert Koch Instituttet viser meget høje tal.

Onsdag meldte instituttet om 446 coronarelaterede dødsfald det foregående døgn. Det var det højeste dødstal siden 20. februar, hvor 490 dødsfald blev registreret.

Torsdag var dødstallet på 388, og i den seneste opgørelse fra fredag morgen er tallet 390.

Sammenlagt for de seneste tre døgn er der konstateret over 215.000 nye tilfælde af smitte med covid-19.

Tyskland har siden januar 2020 konstateret 102.568 dødsfald, som tilskrives coronavirusset.