Berlin: Moskva må handle og få gidsler løsladt
Tyskland opfordrer Moskva til at bruge dets indflydelse over for prorussiske separatister i det østlige Ukraine og få sikret en frigivelse af tilbageholdte observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE.
Forbundskansler Angelas Merkels talsmand, Steffen Seibert, siger, at Berlin fordømmer tilbageholdelsen af observatørerne, hvoriblandt der er fire tyskere.
- Det er lovstridigt og uden nogen berettigelse, siger han.
- Frigivelsen af et af de otte gidsler af helbredsmæssige hensyn var et positivt skridt, siger han og tilføjer:
- Men de andre syv må også frigives øjeblikkeligt og uskadte.
- Vi beder den russiske regering om at handle i fuld offentlighed og internt for at sikre gidslernes frigivelse og tage klart afstand fra sådanne handlinger. Og vi opfordrer Moskva til at bruge sin indflydelse på de prorussiske grupper i det østlige Ukraine, siger han videre.
OSCE indkaldte til et ekstraordinært møde sent mandag om Ukraine, siger en embedsmand fra organisationen.
Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, drøftede mandag eftermiddag tilbageholdelserne med repræsentanter for den tyske forbundsregering. Der er ikke offentliggjort yderligere oplysninger.
Den svenske observatør, der blev frigivet af helbredsmæssige årsager, har en mild form for diabetes.
Observatøren kom søndag ud af rådhuset i byen Slavjansk, der er kontrolleret af prorusserne, eskorteret af tre ubevæbnede mænd. Gruppen afviste at tale med journalister.
Et af de syv OSCE-gidsler i Slavjansk i Ukraine er den danske oversergent John Christensen, som sammen med de andre blev vist frem på et pressemøde søndag.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde