Berlin påbyder mundbind ved større demonstrationer

I løbet af lørdagen deltog omkring 38.000 i demonstrationen, som blev opløst, fordi den brød med coronaregler såsom afstand. Også dagen efter var folk på gaden til endnu en demonstration imod coronareglerne. (Arkivfoto). Foto: Adam Berry/Ritzau Scanpix

Lørdag opløste politi i Berlin demonstration, hvor coronaregler ikke blev overholdt. Nu skærpes reglerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tovtrækkeriet mellem ledere i Berlin og modstandere af coronarestriktioner fortsætter.

Den seneste udvikling er, at det bliver obligatorisk at bære mundbind ved demonstrationer med flere end 100 deltagere i Berlin.

Det har Berlins bystyre besluttet tirsdag, skriver nyhedsbureauet dpa.

Indtil videre har det kun været obligatorisk at bære mundbind i den tyske hovedstad i offentlig transport og i butikker.

Beslutningen er taget, efter at politi i Berlin lørdag opløste en demonstration med tusinder af deltagere.

Demonstranterne protesterede imod coronarestriktioner. Delstaten Berlin fik indledningsvist nedlagt forbud mod demonstrationen. Men beslutningen blev appelleret, så den gerne måtte gennemføres.

I løbet af lørdagen deltog omkring 38.000 i demonstrationen, som blev opløst, fordi den brød med coronaregler såsom afstand.

I Berlin havde politiet ikke andre muligheder end at opløse demonstrationen, lød det i en erklæring på Twitter.

Demonstrationen forløb i det store og hele fredeligt. Men nogle demonstranter satte sig til modværge mod politiets omkring 3000 mand. Det førte til hårde gadekampe visse steder. Omkring 300 blev anholdt.

Myndighederne i Berlin havde forsøgt at forbyde protesten netop af frygt for, at deltagerne ikke ville overholde reglerne.

Politichefen i Berlin, Barbara Slowik, understregede dagen forinden, at politiet ville gribe ind "meget hurtigt", hvis ikke deltagerne overholdt reglerne.

Flere af deltagerne stillede op med amerikanske, russiske og tyske flag, mens andre bar T-shirts med "Q" - symbolet for bevægelsen Querdenken 711, som har sit udspring i Stuttgart. Querdenken betyder at tænke ud af boksen.

1. august deltog titusindvis af mennesker fra hele Tyskland i en lignende demonstration.

Den blev også opløst, kort efter at den var begyndt, fordi der ikke blev holdt afstand. Blandt deltagere var der både folk fra den ydre højre- og venstrefløj.