Berlins overborgmester trækker sig efter 13 år
Berlins socialdemokratiske overborgmester, Klaus Wowereit, trækker sig fra posten sidst på året, som han har siddet på siden 2001.
- Tiden er inde nu. Jeg går frivilligt, siger den 60-årige SPD-politiker ifølge nyhedsbureauet dpa på et pressemøde i den tyske hovedstad.
Wowi, som han kaldes i folkemunde, går 11. december af som den regeringschef, der har siddet længst ved magten i en af de tyske delstater.
Socialdemokraten har tidligere været nævnt som et muligt kansler-emne og var i mange år en meget folkelig og populær overborgmester for hovedstaden, som han selv har beskrevet som "fattig, men sexet".
Men i 2013 - to år efter sit seneste genvalg - trak han sig som næstformand i SPD efter at være kommet i modvind på grund af sin rolle i et storstilet lufthavnsbyggeri i den tyske hovedstad.
I januar sidste år kostede byggeskandalen ved opførelsen af den nye internationale lufthavn i Berlin, Berlin-Brandenburg International Airport (BER), ham allerede jobbet som bestyrelsesformand for selskabet bag lufthavnen.
Lufthavnen skulle være indviet i 2011, men åbningen er flere gange blevet udskudt på grund af omfattende tekniske problemer med blandt andet brandsikkerheden. Og der er fortsat ikke fastlagt nogen dato for, hvornår lufthavnen åbner.
- Det har virkelig været en alvorlig bet, erkender Wowereit på pressemødet.
Overborgmesteren har da også mistet både respekt og popularitet på grund af lufthavnen, som han selv har kaldt det vigtigste projekt i sin regeringstid.
Oppositionen i delstatsparlamentet forsøgte i januar sidste år forgæves at vælte Wowereit ved en mistillidsafstemning. Den mente, at han var fedtet så meget ind i lufthavnsprojektet, at han måtte tage konsekvensen og gå.
Klaus Wowereit, der siden 2011 har stået i spidsen for en stor koalition med det borgerlige CDU i Berlin, er også blevet kritiseret for at være en partyborgmester, der hellere vil uddele kindkys på den røde løber end tage sig af Berlins arbejdsløshed og sociale problemer.
Wowereit er også kendt for at være rap i replikken. For 13 år siden sprang han således som den første tyske politiker ud af skabet med ordene: "Jeg er bøsse, og sådan er det".
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde