Den italienske senator Marcello Dell'Utri er blevet dømt for kontakt med mafiaen i en sag, hvor retsdokumenter fastslår, at han fungerede som et bindeled mellem Cosa Nostra og Silvio Berlusconi.
Marcello Dell'Utri skal have haft forbindelser med det sicilianske forbrydersyndikat gennem flere årtier frem til midten af 1990'erne. I denne periode arbejdede han for Berlusconi, som blev premierminister første gang i 1994.
En appeldomstol i Palermo opretholder i en afgørelse, der er 641 sider lang, at dommen til Dell'Utri står fast, men han har fået reduceret sin straf fra ni til syv års fængsel.
Sagen kommer på et tidspunkt, hvor Berlusconis regering er svækket og skal ud i en tillidsafstemning i Nationalforsamlingen den 14. december.
Både Berlusconi og Dell'Utri tilhører i dag partiet Frihedens Folk (PDL). I 1990'erne stiftede de to mænd partiet Forza Italia. Inden da var Dell'Utri leder i Berlusconis reklameselskab Publitalia.
En talsmand for PDL siger, at ankedomstolen ikke har fundet tegn på, at der er indgået politiske aftaler med mafiaen.
Dell'Utri blev dømt i sagen første gang i 2004. Han siger, at der ikke er nyt i sagen i forhold til tidligere.
- Der er intet nyt. Det er et tema, som har været behandlet mange gange, siger han.
Antonio Di Pietro, som har kæmpet mod korruption i Italien i en årrække, siger, at retskendelsen bør medføre, at Berlusconi taber den kommende tillidsafstemning.
Perioden i 1970'erne og 1980'erne, hvor Berlusconi opbyggede sit medieimperium og sine andre forretninger i Milano, har givet næring til mange spekulationer gennem årene.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde