Berlusconi udskrevet efter indlæggelse med Covid-19
Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi forlod mandag et hospital i Milano efter at være blevet behandlet for Covid-19.
"Jeg har overlevet den farligste udfordring i mit liv", sagde han. Foto: Piero Cruciatti/Ritzau Scanpix
Piero Cruciatti/Ritzau Scanpix
Berlusconi efter ti dages indlæggelse: - Jeg har overlevet den farligste udfordring i mit liv.
Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi forlod mandag et hospital i Milano efter at være blevet behandlet for Covid-19.
- Jeg har overlevet den farligste udfordring i mit liv, sagde han.
Berlusconi blev bragt til et hospital i den italienske storby Milano for ti dage siden.
- Det var hårdt. Tak til lægerne! Jeg sagde til mig selv, at jeg måtte se at komme af med det igen, sagde den 83-årige Berlusconi smilende, da han gik ud gennem porten til Milanos San Raffaele hospital.
- De første tre dage var ekstremt vanskelige, sagde han.
Hans personlige læge, Alberto Zangrillo, sagde i sidste uge, at den 83-årige mediebaron havde lungebetændelse og blev opfattet som værende i overhængende fare på grund af hans alder og andre helbredsproblemer - blandt andet med hjertet.
Zangrillo sagde, at Berlusconi ville have været død, hvis han var blevet indlagt med de samme problemer i marts eller april, da lægerne dengang var dårligere til at behandle sygdommen.
Berlusconi var Italiens premierminister for sit centrum-højre parti Forza Italia i tre perioder mellem 1994 og 2011.
Den flamboyante rigmand har sagt, at han vil fortsætte sine politiske aktiviteter.
Der er regionalvalg i Italien i weekenden samt en folkeafstemning om at reducere antallet af parlamentsmedlemmer.
To af Berlusconis fem børn, datteren Barbara på 36 år og sønnen Luigi på 31 år - samt hans partner Marta Fascina - er også testet positive for coronavirus.
Berlusconis forhold til Fascina, som er 53 år yngre end ham, blev kendt i offentligheden sidste år. Hun er medlem af parlamentet for det konservative Forza Italia-parti.
Da pandemien var mest kritisk i Italien, opholdt Berlusconi sig i en villa i Sydfrankrig. Han vendte hjem til Italien sidst i juni.
Berlusconi og hans to børn er øjensynligt blevet smittet på Sardiniens Smaragdkyst, hvor de har opholdt sig sammen med andre fra Italiens superrige jetset-miljø.
Området anses for at være landets mest glamourøse feriested. Lokale medier skriver, at feriegæsterne her kan undgå at bære mundbind, hvilket ikke er muligt i Rom og andre storbyer.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde