Berlusconi vil være dyrenes ven
Den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconi har efter alt at dømme lagt en plan for, hvordan han kan genvinde sin stagnerende popularitet hos sine landsmænd.
Således har Berlusconi sat sig for at finde et hjem til hundredtusinder af hjemløse hunde og katte og dermed vinde dyreelskeres hjerter, rapporterer lokale medier søndag.
- Vi er nødt til at finde en mor og en far til tusindvis af forladte hunde og katte, skal milliardæren have sagt i et telefonopkald til en af sine fanklubber i Rom.
Berlusconis centrum-højreparti, Forza Italia, har været hårdt ramt af den karismatiske leders politiske og retslige nedtur.
En meningsmåling præsenteret lørdag af tv-stationen Rai 3 sendte partiet ned på en tredjeplads - efter centrum-venstrepartiet Det Demokratiske Parti og oprørspartiet Femstjerne-bevægelsen.
- Over 10 millioner italienere, der har en hund eller en kat, vil ikke kunne andet end at se på os med velvilje, siger Berlusconi ifølge AFP.
Mediemogulen - der blev forvist fra det italienske senat efter en dom for skattesnyd og nu venter på at aftjene et års samfundstjeneste, skal desuden have citeret selveste Moder Teresa om dyrevelfærd:
- Hvis vi elsker dem, som vi burde, vil vi være meget tæt på Gud, har Berlusconi sagt.
Ved samme lejlighed afslørede han, at hans mission om at finde hjem til dyrene vil kunne spare den italienske stat for 260 millioner euro i udgifter til dyreinternater.
Berlusconis velvilje har imidlertid mødt begrænset begejstring fra dyreværnsgrupper, der peger på, at den 77-årige politiker i høj grad har undervurderet antallet af hjemløse hunde og katte i Italien.
De anslår, at 750.000 hunde og katte mangler et hjem.
- Vi er nødt til at konkretisere målene. Berlusconi kunne komme og overvåge nogle hunde for os, siger organisationen Den Italienske Sammenslutning for Dyrs Beskyttelse og Miljøet til avisen La Stampa.
Organisationen foreslår, at Berlusconi kommer og aftjener sin samfundstjeneste i organisationens tjeneste.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker