Berlusconi vinder afstemning om spareplan

Det italienske parlament vedtager en spareplan til 54 milliarder euro svarende til godt 400 milliarder kroner.

Afstemningen var udformet som en tillidsafstemning til premierminister Silvio Berlusconi, og planen bliver først formelt vedtaget ved en ny afstemning i parlamentet i Rom onsdag klokken 20.00.

Spareplanen er allerede godkendt af det italienske senat. Det skete i sidste uge.

Sparepakken er en blanding af skattestigninger og store besparelser på de offentlige budgetter.

Udformningen og vedtagelsen af spareplanen har været kaotisk. Planen er blevet ændret flere gange, og iagttagere siger, at planens omtumlede vej fra udformning til vedtagelse skyldes dyb uenighed i Berlusconis regering.

Planen er allerede blevet kritiseret af både arbejdsgivere og arbejdstagere, og fagforeninger har organiseret flere store demonstrationer.

Målet med spareplanen er at skabe balance mellem indtægter og udgifter på den italienske finanslov allerede i 2013.

Iagttagere siger, at fokus nu rettes mod den svage og skandaleramte Berlusconi-regerings evne til at gennemføre de lovede reformer og nedskæringer.

Italien har i lighed med Grækenland, Spanien og Portugal opbygget et enormt underskud på finansloven, og internationale finansmarkeder tvivler på, om regeringen i Rom er i stand til at bringe det enorme underskud ned.

/ritzau/Reuters

Den italienske regeringsleder Silvio Berlusconi vinder tillidsafstemning om spareplan.

Offentliggjort Sidst opdateret