Berlusconis immunitet ophævet

Den italienske Forfatningsret ophævede onsdag den lov om immunitet, der beskytter premierminister Silvio Berlusconi og andre toppolitikere fra retsforfølgelse, rapporterer det italienske nyhedsbureau Ansa.

En trodsig Berlusconi rakker ned på retten og betegner den som "venstreorienteret". Samtidig forsikrer premierministeren om, at han vil blive siddende i hele sin fem-årige valgperiode, som han vandt i april 2008.

Den 73-årige milliardær, forretningsmand, mediemogul og premierminister siger, at resultatet ikke var nogen overraskelse for ham.

- En ret med 11 venstreorienterede dommere vil selvfølgelig ikke være i stand til at godkende loven, siger Berlusconi og henviser til den lov om immunitet for politikere, der blev vedtaget sidste år, kort efter han kom til magten for tredje gang.

Immunitetsloven har beskyttet indehaverne af de fire mest magtfulde poster i Italien - premierministeren, præsidenten og formændene for parlamentets to huse - fra retsforfølgelse.

Rettens i alt 15 medlemmer besluttede onsdag, at loven er et brud på forfatningens garanti om, at alle er lige for loven.

Den tidligere anti-korruptionsdommer Antonio di Pietro, som nu er leder af det lille politiske parti Italiens Værdier, opfordrer Berlusconi til at "holde op med at lave love til gavn for sig selv og at træde tilbage".

Med Forfatningsrettens beslutning er der nu åbnet for, at der nu kan indledes en sag mod premierminister Silvio Berlusconi, der er blevet beskyldt for at have betalt sin tidligere britiske skatteadvokat David Mills 600.000 dollar (3 millioner kroner) for at vidne falsk i to retssager i 1990'erne. Oven i det er der anklager for korruption, skattesvindel, falsk bogføring og ulovlig finansiering af politiske partier.

/ritzau/AFP

Foto: ALBERTO PELLASCHIAR/AP

Den italienske premierminister Silvio Berlusconi har mistet sin immunitet og kan nu retsforfølges, efter at italiensk forfatningsret ophævede loven.

Offentliggjort Sidst opdateret