Beruset mand dræber syv på filippinsk marked
En mand, som havde indtaget en større mængde alkohol og stoffer, gik fredag amok med en halvautomatisk pistol og dræbte 7 og sårede 11 andre på en markedsplads i et slumkvarter i den filippinske by Kawit, oplyser myndighederne.
- Han gik pludselig amok og skød mod alle - forbipasserende, markedssælgere, siger den lokale politichef, Jaime Rollon, i byen som ligger 40 kilometer syd for hovedstaden Manila.
Skyderiet sluttede, da politifolk skød og dræbte den bevæbnede mand, som var en midaldrende lokal beboer, Ronaldo Bae.
Blandt de dræbte var to piger på tre og syv år samt en gravid kvinde.
- Han kom løbende hurtigt og viftede med sin pistol. Jeg sagde til mine børn og børnebørn, at de skulle flygte, fortæller Maita Lacorte, som er nabo til gerningsmanden og tante til den syvårige pige, der blev dræbt.
- Det var helt tilfældigt. Han skød på alle, der krydsede hans vej, siger politiet.
Gerningsmanden åbnede også ild mod politiet, og det kom til en skudveksling. Skyderiet varede i alt omkring en halv time.
Den bevæbnede mand, som engang havde været lokalpolitiker i byen, boede i området, og de fleste af ofrene var naboer til ham. Han havde inden skyderiet ledt efter en rickshaw-chauffør, som ikke var hjemme.
Skyderiet skete, få dage efter at to børn blev dræbt ved uheld under nytårsskyderi med rigtige våben, hvilket udløste en ny ophedet debat om landets liberale våbenlove.
Sidste år var der registreret 1,2 millioner skydevåben i øriget, mens der er yderligere 600.000 ikke-registrerede våben i omløb, viser data fra politiets arkiver.
En talskvinde for præsident Benigno Aquino siger, at fredagens drab understreger behovet for få alle våben uden licenser væk fra gaden.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned