Besætning på Kon-Tiki-ekspedition bjærget i Stillehavet
Besætningen på tømmerflåderne nåede ikke tilbage til det sydamerikanske fastland som planlagt.
Et fragtskib har torsdag bjærget den 14 mand store besætning på tømmerflådeekspeditionen Kon-Tiki 2 omkring 1800 kilometer vest for Chiles kyst i Sydamerika.
- Alle var i god behold, men de var lidt slidte efter at have tilbragt 114 dage på havet, siger Mario Montejo, en talsmand for Chiles regering.
Kon-Tiki 2-ekspeditionen sejlede ud fra Callo i Peru 7. november og nåede Påskeøen 43 dage senere.
Men efter at have forladt øen 6. januar for at vende tilbage til det sydamerikanske fastland, drev fartøjet sydover og var omkring 1800 kilometer vest for den chilenske havneby Puerto Montt og 1200 kilometer syd for hovedstaden Santiago, da mandskabet onsdag valgte at bede om hjælp.
- Tømmerflåderne var begyndt at gå i opløsning, og det var at spille hasard at opholde sig på dem, siger Mario Montejo.
Den chilenske flåde omdirigerede et handelsskib, og de sendte samtidig et overvågningsfly ud for at lokalisere tømmerflåderne.
Ekspeditionen havde proviant til yderligere 30 dage på havet.
På Kon-Tiki 2's hjemmeside skriver ekspeditionsleder Torgeir Higraff, at han havde taget beslutningen om at afslutte færden, og at mandskabet var ved at gøre sig klar til at forlade flåderne.
- Vi indser, at det vil tage for lang tid at nå tilbage til Sydamerika, og vi foretrækker derfor at evakuere, så alle kommer i sikkerhed, skriver han.
- Under normale forhold ville vi være nået frem. I stedet er vi fortsat 900 sømil (1666 kilometer) fra land, og vejrvarslerne er ikke lovende. Vi er ved godt helbred og godt mod, og det er ingen nødsituation, tilføjer han.
Kon-Tiki 2 er navngivet efter den tømmerflåde, Kon-Tiki, som den norske videnskabsmand Thor Heyerdahl i 1947 besluttede sig for at krydse Stillehavet på.
Ekspeditionen har undervejs arbejdet på at dokumentere klimaforandringer og forurening i Stillehavet.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned