Bevæbnede mænd dræber irakisk klanleder

En bevæbnet gruppe har dræbt en klanleder og tre af hans sønner syd for Iraks hovedstad, Bagdad.

En fjerde søn blev såret ved angrebet, oplyser irakiske sikkerhedskilder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Natten til onsdag trængte gruppen ind i klanleder Muhammed Dwaiyehs hjem i byen Albu Osaj og åbnede ild.

En læge på Yarmuk-hospitalet i Bagdad bekræfter dødsfaldene og oplyser, at ligene er kørt til et lokalt lighus

Den sårede søn var tidligere medlem af militsen Sahwa, der er kendt for at bekæmpe al-Qaeda, oplyser de irakiske sikkerhedskilder.

Sahwa har hjulpet USA og Nato i deres indsats mod terrorbevægelsen siden udgangen af 2006 frem til, at de sidste amerikanere trak sig ud af Irak i december sidste år.

Albu Osaj ligger i nærheden af byen Lataifiyah i en region, der er kendt som Dødens Trekant.

Særligt i 2006 og 2007 flød blodet i området, der er beboet af forskellige folkeslag og militser.

Selvom volden har været faldende de senere år, har mere end 200 personer mistet livet i regionen i den ene måned, der er gået, siden de amerikanske tropper forlod Irak.

/ritzau/AFP

Formodede al-Qaeda-folk har dræbt fire mennesker i region syd for Bagdad kendt som Dødens Trekant.

Offentliggjort Sidst opdateret