Bevæbnet med Bibelen drager fader Mykola til frontlinjen i Ukraine

Herrens veje er uransagelige, siger Bibelen. I det østlige Ukraine kører en af hans udvalgte rundt i en gammel Lada 1600 på en blanding af benzin og bøn.

- Jeg købte den, så jeg kan være mere mobil og nå ud til fronten for at bede for soldaterne, siger Mykola Berezyk, præst ved den 95. ukrainske luftbrigade.

Med sit camouflagetøj, tunge vinterstøvler og pjusket fipskæg kunne Mykola Berezyk gå for at være en ukrainsk soldat, der kæmper mod de russiske styrker i den omstridte Donbas-region.

Men fader Mykola, som han kaldes, bærer ikke et maskingevær: Hans eneste beskyttelse er et stort ortodokst sølvkors, der hænger i en tung kæde om hans hals.

Fra bagagerummet på den blå Lada trækker han en stor tinskål til helligt vand, en pakke sivtynde lys og en sort lædertaske med sin bibel frem.

Berezyk, som er 28 år, siger, at han følte et åndeligt kald til præstegerningen, da han begyndte at gå til gudstjenester for ti år siden i håb om at finde en mening med livet.

Før han helligede sig den ukrainske ortodokse kirke, var han bygmester i fem år, og derefter sluttede han sig til en del af den ukrainske hærs artillerienhed i tre år indtil 2020.

Da Rusland invaderede Ukraine sidste år, var han tilbage ved frontlinjen.

I august blev han såret af granatsplinter, der satte sig kun to centimeter fra hans hjerte. I sin sygeseng på hospitalet, da han kom sig, sagde han, at han havde fået en "åbenbaring".

Nu var hans pligt at tjene sine "våbenbrødre".

- Krigen har vist os, at det ikke er nok kun at fodre soldaterne og give dem våben, siger han.

- De har også brug for åndelig støtte.

Udmattede kommer faldskærmstropper tilbage til basen fra endnu en dag med voldsomme kampe. En efter en kommer de dumpende ind i huset, hvor de er indkvarteret. De letter på deres huer som et tegn på respekt.

Under et flimrende stuelys sidder fader Mykola, nu klædt i sort præstedragt dækket af et farvet klæde udsmykket med røde- og guldtrådsbroderede kors. Han hilser på forsamlingen.

- Hele verden burde vide, at vi ikke kun kæmper med rifler, men med Guds ord, siger han.

- Vi kæmper på slagmarken med vores hjerte og sjæl.

Hårdføre soldater svirrer rundt i stuen, og den søde lugt af røgelsesrøg driver fra et svingende gyldent røgelseskar.

Der læses bibelcitater, og præsten beder om fred. Han formaner guddommelig beskyttelse af enhedens styrker og velsigner dem med et drys helligt vand og salveolie på deres pander.

Lænet op ad væggen står soldaternes udrustninger og rifler.

Tikhij, en soldat på 37 år, har et stykke juletræspynt og børnelegetøj proppet i lommerne som en slags lykkeamuletter på slagmarken.

- Bøn før kamp virker også til at give held, siger han.

- Det får en til at føle sig helt rolig.

Fader Mykola har haft tid til at tænke over et vanskeligt spørgsmål om at bryde et centralt kristent bud: "Du må ikke slå ihjel".

- De ukrainske styrker er moralsk berettigede i deres handlinger, fordi de forsvarer deres familie, venner og land, siger han uden tøven.

- Vi vil besejre vores fjende med vores kors på vores køretøjer og med Gud ved vores side.

/ritzau/AFP

Intense kampe i Østukraine spidser til: - Hver en time i Bakhmut er et helvede på jord