Biden aflyser tur til Italien for at fokusere på naturbrande
Joe Biden og Jill Biden efter besøg i Los Angeles, der er udfordret af voldsomme naturbrande. Foto: Elizabeth Frantz/Reuters
Tur til Italien var ventet at blive Bidens sidste udlandsrejse som præsident. Den er aflyst grundet brande.
USA's præsident, Joe Biden, aflyser en planlagt tur til Italien for at fokusere på indsatsen mod de naturbrande, der præger delstaten Californien.
Det skriver Det Hvide Hus i en udtalelse tidligt torsdag morgen dansk tid.
- Præsident Biden har truffet en beslutning om at aflyse sin forestående tur til Italien for at forblive fokuseret på at lede den føderale reaktion (på brandene, red.) i de kommende dage, lyder det.
- Yderligere detaljer følger, slutter udtalelsen.
Det står dermed endnu ikke klart, hvorvidt turen til Italien eksempelvis kan finde sted på et senere tidspunkt i stedet.
20. januar bliver republikaneren Donald Trump indsat som USA's præsident og overtager dermed Bidens plads i Det Hvide Hus.
Bidens planlagte tur til Italien er derfor blevet betragtet som hans sandsynligvis sidste udlandsrejse som præsident. Han skulle have været afsted fra torsdag til søndag.
Da Det Hvide Hus annoncerede rejseplanerne lød det, at præsidenten blandt skulle mødes med den italienske premierminister, Giorgia Meloni, og senere med pave Frans.
Han skulle med paven "diskutere indsatsen for at skabe mere fred i verden", lød det inden aflysningen.
Biden vendte onsdag aften amerikansk tid tilbage fra storbyen Los Angeles, som ligger i Californien.
Her mødtes præsidenten med styrker fra politiet, brandvæsenet og akutberedskabet, som arbejder på at bekæmpe de voldsomme brande.
Det drejer sig om seks forskellige brande, der hærger området omkring Los Angeles - herunder forstæderne Eaton og Palisades.
Tidligere på natten oplyste Robert Luna, der er sherif i Los Angeles, at mindst fem personer har mistet livet som følge af brandene.
Sheriffen sagde samtidig, at det ikke var lykkes af inddæmme brandene, og at han forventer, at antallet af omkomne vil stige.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker