Biden afværger første krise i strid om budgetaftale
Den demokratiske leder af Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, viser lovforslag, der skal afværge en nedlukning af statsapparatet frem til 3. december, frem torsdag. Senere samme dag er loven underskrevet af præsident Joe Biden. Foto: Elizabeth Frantz/Reuters
Elizabeth Frantz/Reuters
Kort før tidsfrist underskriver Biden lov, der skal give politikerne indtil 3. december til at indgå aftale.
USA's præsident, Joe Biden, har underskrevet en lov, der vil afværge en nedlukning af statsapparatet frem til 3. december.
Det oplyser Det Hvide Hus.
Lovforslaget blev tidligere torsdag lokal tid vedtaget i Senatet ved en afstemning.
Det skete, blot få timer før at fristen for en ny budgetaftale stod til at udløbe ved midnat lokal tid.
Med loven har politikerne købt lidt over to måneder mere til at aftale et budget for de føderale myndigheder.
Demokraternes flertalsleder i Senatet, Chuck Schumer, er glad for at have vundet mere tid.
- Med så mange ting at tage sig af her i Washington, er det sidste, det amerikanske folk har brug for, at regeringen stopper, siger han.
Men selv om en krise er blevet afværget, lurer flere andre.
Hvis der ikke er enighed om at øge det amerikanske gældsloft, kan det få store konsekvenser for økonomien.
Finansminister Janet Yellen mener, at dette loft skal hæves inden 18. oktober for at undgå en finanskrise, men Republikanerne mener, at Demokraterne kan og skal løse dette problem på egen hånd.
Selv om alle vil undgå en krise, vil Republikanerne ikke øge det allerede skyhøje gældsloft med kun et år til kongresvalg.
Det første forsøg på at hæve gældsloftet blev standset tirsdag. Demokraterne vil sandsynligvis prøve igen snart.
Derudover kæmper Demokraterne også internt om præsident Joe Biden store infrastruktur- og velfærdspakker.
En af pakkerne vil blive delvist finansieret gennem højere skatter til de rige og selskabsskatter, som Republikanerne og en lille konservativ fløj hos Demokraterne er imod.
Infrastrukturpakken skal til afstemning i Repræsentanternes Hus fredag. Det var ventet, at pakken skulle til afstemning torsdag, men det er altså udskudt.
Skulle begge pakkerne ikke blive stemt igennem, kan det føre til en alvorlig splittelse i Det Demokratiske Parti, og det kan ifølge politiske analytikere koste partiet flertallet i Kongressen ved midtvejsvalget næste år.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker