Biden afviser ikke debat med ekspræsident Trump

Det er normalt Kommissionen for Præsidentdebatter (CPD), der arrangerer debatter mellem præsidentkandidater. Normalt er der tre debatter på et valgår. I 2020 debatterede Trump og Biden to gange, mens den tredje blev aflyst. (Arkivfoto). Foto: Francis Chung/Politico/Ritzau Scanpix

Emner, der er vigtige for det amerikanske folk, bør debatteres, mener Trump. Biden er ikke afvisende.

Offentliggjort Sidst opdateret

USA's præsident Joe Biden udelukker ikke en debat med den republikanske ekspræsident Donald Trump før præsidentvalget 5. november.

- Det kommer an på hans (Trumps, red.) opførsel, siger Biden ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, efter at Donald Trump torsdag opfordrede til en debat mellem de to i et opslag på Truth Social, som er Trumps eget sociale medie.

- Det er vigtigt for Gud og for det amerikanske folk, at Joe Biden og jeg debatterer emner, der er vigtige for USA og for det amerikanske folk, lød det fra Trump i opslaget.

Det er normalt Kommissionen for Præsidentdebatter (CPD), der arrangerer debatter mellem præsidentkandidater.

Som regel er der tre debatter på et valgår. I 2020 debatterede Trump og Biden to gange, mens den tredje blev aflyst.

Opslaget på Truth Social kom i kølvandet på Super Tuesday, hvor amerikanske vælgere i en række stater stemte om, hvem der skal være henholdsvis republikansk og demokratisk præsidentkandidat ved valget i november.

Her kommer de to med al sandsynlighed til at stå overfor hinanden i endnu en valgkamp.

Primærvalgene i USA fortsætter, selv om Trumps sidste tilbageværende modkandidat Nikki Haley onsdag trak sig i kapløbet om til at blive Republikanernes præsidentkandidat.

Ved Super Tuesday blev der afholdt primærvalg i 15 amerikanske delstater og i territoriet Amerikansk Samoa.

Der venter 30 primærvalg for Donald Trump. I nogle delstater vil valgene afvikles som et caucus.

Den kontroversielle ekspræsident står over for fire straffesager, men nyder alligevel stadig stor opbakning, særligt fra arbejderklassen og hvide vælgere.

Det har været et par gode dage for Trump. Mandag afgjorde højesteret i USA, at delstater ikke kan fjerne Trump fra stemmesedlen på grund af hans rolle i stormen på Kongressen 6. januar 2021.

Vejen er dermed banet for, at Trump til november kan få revanche mod demokraternes Joe Biden, der vandt over Trump i 2020.

/ritzau/