Biden besøger ruiner i Miami og tilbyder trøst til berørte

Biden lytter til beretninger fra de første, der ankom til ulykkesstedet i sidste uge. Foto: Susan Walsh/Ritzau Scanpix

Præsident Biden afsatte torsdag tre timer til at mødes med familier berørt af bygningskollaps i Miami.

Offentliggjort Sidst opdateret

USA's præsident, Joe Biden, forsøger torsdag at trøste familier, som har mistet deres kære i et bygningskollaps i Miami, Florida.

Indtil videre er 18 fundet døde, efter at bygningen kollapsede torsdag i sidste uge. Over 140 er endnu savnet, og håbet om at finde dem i live svinder.

Joe Biden og hans kone, førstedame Jill Biden, besøger ulykkesstedet for at takke redningsmandskab for deres indsats og trøste berørte af ulykken.

- Det, I gør, er frygteligt hårdt, siger Biden til redningsmandskabet.

- Jeg vil bare sige tak. Tak, tak, tak.

Biden havde afsat tre timer til at mødes med berørte familier privat.

- Præsidenten og førstedamen vil mødes med familierne, som er blevet tvunget til at gennemgå denne frygtelige tragedie, og tilbyde dem trøst under denne ubegribeligt svære tid, fortalte talskvinde Karine Jean-Pierre.

Redningsfolk har torsdag sat eftersøgningsindsatsen på pause. Det skyldes, at der er frygt for et nyt kollaps.

Specialister fra USA, men også Mexico og Israel, deltager i redningsarbejdet. Elad Edri, som er i spidsen for den israelske indsats, betegner chancen for at finde overlevende som "lav".

Det er endnu uvist, hvorfor den 12-etagers bygning i Surfside kollapsede torsdag nat, mens beboere lå og sov. I alt var der 130 lejligheder i den 40 år gamle bygning.

Men blot få uger inden at lejlighedskomplekset kollapsede, havde bygningens bestyrelsesformand advaret om forværrede skader ifølge nyhedsbureauet AP.

I et brev dateret 9. april til beboerne i bygningen skrev formanden, Jean Wodnicki, at strukturelle skader, der blev opdaget i 2018, var blevet "væsentligt forværret".

I brevet henviste hun til en igangværende debat med andelsejerne, der havde udtrykt modvilje mod at begynde renoveringsarbejdet, der blev anslået til at koste mindst 15,5 millioner dollar. Beløbet svarer til omkring 93 millioner kroner.