Biden: Det er kriminel uagtsomhed at glemme Ukraine

Den amerikanske præsident, Joe Biden, har fredag mødtes med den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, i Det Hvide Hus. Foto: Evelyn Hockstein/Reuters

Kongressen bør vedtage ny militær hjælp til Ukraine, lyder det igen fra USA's præsident, Joe Biden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den amerikanske præsident, Joe Biden, opfordrer på ny Kongressen til at vedtage yderligere milliarder af dollar i hjælp til Ukraine.

Det siger han under et møde fredag med den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, i Det Hvide Hus, skriver avisen The New York Times.

- Det ville være tæt på kriminel uagtsomhed, hvis ikke Kongressen bakker op om Ukraine, lyder det fra Biden.

Udtalelserne kommer, efter at republikanske senatorer tidligere på ugen blokerede en tværpolitisk aftale med midler til Ukraine, Israel og strammere grænsekontrol.

Scholz opfordrer også de amerikanske lovgivere til at vedtage mere støtte til Ukraine, som Rusland invaderede i februar 2022.

- Uden opbakning fra USA og de europæiske lande har Ukraine ingen chance for at forsvare sig selv, lyder det ifølge The New York Times.

USA har med støtte for 47 milliarder dollar indtil nu stået bag omkring halvdelen af den militære hjælp, som Ukraine har modtaget.

Beløbet svarer til omkring 325 milliarder kroner.

Tidligere på måneden vedtog EU en pakke på omkring 54 milliarder dollar i hjælp til Ukraine, der skal gå til at dække pensionsudbetalinger, løn til lærere og læger samt andre offentlige udgifter.

De amerikanske senatorer er ifølge The New York Times nu i færd med at færdiggøre et udkast til aftale, der indeholder hjælp til Ukraine, Israel og humanitære indsatser, men som ikke omfatter midler til grænsekontrol.

Republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus ventes dog fortsat at yde modstand mod en sådan aftale.

Analytikere mener ikke, at Ukraine øjeblikkeligt vil tabe krigen uden opbakning fra USA.

Til gengæld ventes landets ammunitions- og våbendepoter at blive udtømt uden opbakningen.

/ritzau/