Biden er tavs for at undgå at give Trump ammunition i dokumentsagen

Joe Biden i fredags, da han holdt tale til veteraner og deres familier i North Carolina. Under flyrejsen til og fra delstaten afviste han at kommentere sagen mod Trump. Han siger stadig ikke noget. Foto: Evelyn Hockstein/Reuters

Præsident Biden ser golf og får rodbehandling og holder sig ude af sagen mod Trump om anklager om brud på spionageloven. Men Biden tvinges måske snart på banen.

Offentliggjort Sidst opdateret

USA's tidligere præsident Donald Trump og hans tilhængere beskylder det officielle USA for at prøve at få Trump i fængsel, så han ikke kan stille op mod præsident Joe Biden ved valget i 2024.

Det er den argumentation, som Trump har brugt offentligt, efter at han blev anklaget for brud på spionageloven.

Han anklages også for at hindre sagens opklaring og for at opbevare hemmeligt-stemplede dokumenter i Mar-a-Lago, Trumps residens i Florida.

Anklager, som Trump sent tirsdag dansk tid formelt skulle præsenteres for i en domstol i Florida.

Og anklager, der kan sende Trump i fængsel, hvis han kendes skyldig.

De beskyldninger, som Trump sender i retning af Biden, er ikke besvaret af præsidenten.

Han lader som om, at han har andet at lave.

Og det har han da også. Søndag og mandag havde han problemer med at tale. Han måtte have tandlæge på besøg i søndags, og her blev der taget de indledende indgreb til en rodbehandling, som skulle laves senere.

Så blev det mandag, og præsidentens tænder gjorde nas. Så rodbehandlingen blev fremskyndet, og Biden havde andet at tænke på end Trump og retssagen i Florida.

Amerikanske journalister fortæller, at de forleden var med om bord på præsidentens fly, Air Force One, da Biden skulle til North Carolina. Det var i fredags, og sagen mod Trump var på alle medier.

Normalt er tv-kanalen på præsidentflyet indstillet på CNN, men lige på denne tur var den slået over på en golfkanal.

Da journalisterne spurgte præsidenten om, hvad han mener om Trump-sagen, lød svaret:

- Ingen kommentarer.

Det er Bidens og USA's justitsminister, Merrick Garland, der formelt har ansvaret for sagen mod Bidens politiske modstander. Det blev han også spurgt om.

Donald Trump, da han søndag ankom til Miami, Florida, med sit private fly for at møde i retten og høre de formelle anklager om brud på spionageloven. Foto: Chandan Khanna/Ritzau Scanpix

- Heller ikke her har jeg kommentarer.

Ifølge AFP ser det ud til, at Biden er blevet rådet til bare at tie helt stille.

Hvis han siger noget, hvis han bare viser den mindste interesse, kan det fyre op under temperamentet hos republikanere, der tror på Trumps teorier om, at han er offer for en konspiration.

At han er offer for "den dybe stat", der vil sætte ham i fængsel for at holde ham ude af Det Hvide Hus.

I praksis fungerer systemet sådan, at justitsministeriet udfører sit arbejde uafhængigt af Det Hvide Hus. Jack Smith, den særlige anklager, der har arbejdet med sagen, arbejder uafhængigt.

Men den slags formalia har det med at drukne i USA anno 2023, hvor republikanere og demokrater har mistet tilliden til hinanden.

Trump ser ud til at bygge sin kampagne på den løgn, at Bidens sejr over Trump ved valget i 2020 var baseret på fusk.

Donald Trump i sit es. Lørdag aften talte han til North Carolinas republikanere i Greensboro, og her gentog han sine anklager om, at Joe Biden-administrationen vil fængsle ham for at undgå, at han stiller op til valget i 2024. Foto: George Walker Iv/Ritzau Scanpix

- Bidens optræden indtil nu har været, som den bør være, mener Carl Tobias, juraprofessor på University of Richmond.

- Den særlige anklager har ikke haft kontakt med Garland eller Biden i sagen, efter at han blev udpeget. Biden bør fortsat afholde sig fra at kommentere sagen. Som præsident bør han overlade det til andre, siger Tobias til AFP.

Det kan imidlertid blive svært, efterhånden som både sagen og valgkampen skrider frem.

Hvis retssagen kører næste år, når valgkampen bliver mere intens, bliver det så godt som umuligt for Biden at tie.

Specielt hvis det lykkes Trump at gøre det til et spørgsmål om "den dybe stat" mod Trump.

Forfatter og politisk analytiker Lara Brown mener dog, at Biden gør klogest i at tie alligevel.

- Trumps tilhængere kan ikke lide Biden, og de tror ikke på ham. Mange regner ham ikke for en legitim præsident, siger hun til AFP.

- Der er ikke noget, som en demokrat - og slet ikke Biden - kan sige for at overbevise dem om, at justitsministeriet handler i lovens og det amerikanske folks interesse.

/ritzau/

Dokumentsagen mod Trump

* USA's tidligere præsident Donald Trump er blevet anklaget for brud på den amerikanske spionagelov. Det sker i kølvandet på, at FBI den 8. august 2022 ransagede Trumps ejendom Mar-a-Lago i Florida og fandt kassevis med dokumenter fra Trumps tid som præsident.

* Der blev fundet omkring 11.000 dokumenter, over 100 af dem var hemmeligt-stemplede.

* Nu har justitsministeriet rejst 37 anklager mod Trump ved en føderal domstol. 31 af dem har forbindelse til de hemmeligt-stemplede dokumenter. Han anklages også for at hindre sagens opklaring og for at opbevare hemmelige dokumenter i Mar-a-Lago.

* Trump afviser det hele som en heksejagt. Han mener, at præsident Joe Biden forsøger at få ham i fængsel inden præsidentvalget i november 2024.

Kilder: Reuters, CNN og The Guardian.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu