Biden: Fald af ukrainsk nøgleby tydeliggør mangel på ammunition
Avdijivka har spillet en nøglerolle for frontlinjen i krigen mellem Ukraine og Rusland. Natten til lørdag kom det frem, at de ukrainske styrker ville trække sig fra Avdijivka for at undgå at blive omringet. (Arkivfoto). Foto: Patrick Semansky/Ritzau Scanpix
Ukraine har behov for USA's omfattende støttepakke, som er blevet blokeret af Kongressen, mener Biden.
Ruslands erobring af den ukrainske by Avdijivka er en konsekvens af manglende handling fra den amerikanske kongres.
Det sagde USA's præsident, Joe Biden, lørdag, da han talte med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj. Det oplyser Det Hvide Hus på sin hjemmeside.
Kongressen har blokeret for en militær støttepakke til Ukraine på 60 milliarder dollar. Det svarer til mere end 415 milliarder kroner.
Over for Zelenskyj understregede Biden behovet for, at Kongressen hurtigst muligt vedtager lovforslaget om at sende forsyninger til de ukrainske styrker.
Også talsperson for USA's nationale sikkerhedsråd Adrienne Watson har lørdag kritiseret Kongressen ifølge AFP. Hun mener, at faldet af Avdijivka er "omkostningen ved Kongressens passivitet".
- Ukrainerne fortsætter med at kæmpe modigt, men de mangler forsyninger, sagde hun.
Talspersonen tilføjede, at det er afgørende, at Repræsentanternes Hus godkender yderligere finansiering til Ukraine uden forsinkelse.
Dermed kan USA forsyne Ukraine med artilleriammunition og andet vigtigt udstyr, som ukrainerne har brug for til at forsvare deres land, lød det fra Adrienne Watson.
Avdijivka har spillet en nøglerolle for frontlinjen i den to år lange krig mellem Ukraine og Rusland.
Natten til lørdag oplyste Ukraines forsvarsminister, Oleksandr Syrskyj, at de ukrainske styrker ville trække sig fra Avdijivka for at undgå at blive omringet.
På en sikkerhedskonference i München lørdag sagde Zelenskyj, at "den vigtigste grund til tilbagetrækningen er at redde vores soldaters liv".
- Dette er Ruslands krig mod en verdensorden baseret på retfærdighed, sagde han og tilføjede, at "2024 må blive et vendepunkt".
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker