Biden flager på halvt og mindes en million coronadødsfald
Flagene på Det Hvide Hus i Washington D.C. vejede torsdag på halvt for at ære og mindes de amerikanere, der er døde af coronavirus. Foto: Nicholas Kamm/Ritzau Scanpix
Torsdag blev der flaget på halvt i Det Hvide Hus til ære for de amerikanere, der er døde af coronavirus.
USA's præsident, Joe Biden, har torsdag markeret, at en million amerikanere har mistet livet til covid-19.
Det fremgår af et opslag på præsidentens Twitter-profil, hvor Det Hvide Hus flager på halvt.
- Til minde om en tragisk milepæl. Jeg har beordret, at det amerikanske flag skal flage på halvt for at mindes, at en million amerikanske liv er tabt til covid-19, skriver præsidenten.
En løbende opgørelse fra Johns Hopkins Universitet viser natten til fredag dansk tid, at der har været 999.068 coronarelaterede dødsfald i USA.
Ifølge andre opgørelser, eksempelvis den fra nyhedsbureauet Reuters, rundede USA én million coronadødsfald onsdag.
Ifølge mediet BBC gav præsidenten også en tv-transmitteret tale torsdag.
- En million coronadødsfald, en million tomme stole omkring middagsbordet, hver og en uerstattelige tab, siger Biden.
- Vor hjerter er hos alle dem, der kæmper, som spørger sig selv, hvordan kommer vi videre uden ham, hvordan kommer vi videre uden hende?
De amerikanske stater har forskellige måder at opgøre coronadødsfald på, og ikke alle dødsfald skyldes kun coronavirus.
Det første tilfælde af coronavirus i USA blev registreret 20. januar 2020 hos en mand, der var kommet fra Seattle til Wuhan i Kina, hvor virussygdommen første gang blev opdaget i slutningen af 2019.
Siden er der registreret mere end 82 millioner tilfælde af coronavirus i USA.
Siden da er de daglige smitte- og dødstal gået op og ned. I januar 2021 så man det højeste daglige antal dødsfald med omkring 4000 om dagen.
Eksperter mener ifølge BBC, at det høje antal coronadødsfald skyldes faktorer som overvægt blandt mange amerikanere, overbelastede hospitaler og en større ældre population.
Mississippi er den stat, hvor der er flest coronadødsfald i forhold til befolkningens størrelse. Her er der sket 418 dødsfald per 100.000 indbyggere.
Staten Californien har det højeste antal coronadødsfald - her har 90.000 mistet livet, skriver BBC.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker