Biden: Hamas er ved at trække sig væk fra våbenhvile i Gaza

- Disse demonstranter ude i gaderne har en pointe. En masse uskyldige folk bliver dræbt på begge sider, siger præsident Joe Biden på Demokraternes partikonvent i Chicago. Protesterne er rettet mod Israels krig i Gaza. Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

USA's præsident udtrykker forståelse for dele af kritikken, der kommer fra demonstranter ved partikonvent.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hamas er i gang med at trække sig væk fra en aftale om en våbenhvile i Gaza, lød det natten til tirsdag fra præsident Joe Biden, da han talte på Demokraternes partikonvent i Chicago.

Det skete, mens tusindvis af demonstranter, der protesterer mod Israels krig i Gaza, bevægede sig rundt i gaderne omkring partikonventet.

Biden sagde, at han havde forståelse for dele af kritikken.

- Disse demonstranter ude i gaderne har en pointe. En masse uskyldige folk bliver dræbt på begge sider, sagde han.

Inden Biden talte på førstedagen af partikonventet mandag var det lykkedes cirka 100 demonstranter at trænge gennem det ydre hegn ved konventsalen i United Center.

Sikkerheden omkring partikonventer er altid høj, og det var den også mandag. Her stod betjente med blå hjelme og sorte knipler klar til at forhindre dem i at nå frem til den indre afspærring af partikonventet.

Biden omtalte ikke demonstranternes indtrængen i sin tale. Men han fremhævede, at de forhandlinger, der har stået på i Qatar de seneste dage om en våbenhvile i Gaza, er ved at slå fejl på grund af Hamas.

- Forhandlinger er stadig i spil, men det er ikke til at spå om, sagde han.

- Israel siger, at de er med på det. Men Hamas er nu ved at trække sig ud, konstaterer han.

/ritzau/AFP