Biden hylder i audiens paven for at støtte de svage og klimaet
Der er brede smil fra Joe Biden og pave Frans, da USA's præsident fredag var i audiens i Vatikanet. De var sammen i halvanden time, og det var tre gange længere, end da den forhenværende præsidens Donald Trump besøgte pave Frans i 2017. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Handout/Ritzau Scanpix
Det er dejligt at være tilbage i Vatikanet, siger USA's præsident, der er sammen med paven i halvanden time.
USA's katolske præsident, Joe Biden, har fredag eftermiddag haft et usædvanligt langt møde med pave Frans i Vatikanet.
Her takkede Biden paven for at være de fattige, de sultne og de forfulgtes forsvarer, og han hylder ham for at vise lederskab i arbejdet med at bremse den globale opvarmning.
Det fremgår af en erklæring fra Det Hvide Hus i Washington.
Biden er i Italien for at deltage i et møde for G20-landenes ledere.
Mødet mellem Biden og pave Frans varede fem kvarter, og herefter blev der brugt yderligere et kvarter på at udveksle gaver og stille op til fotografering.
Da den republikanske præsident Donald Trump i 2017 var på besøg i Vatikanet, varede hans møde med paven kun 30 minutter.
Vatikanets schweizergarde var mødt i de traditionelle røde, gule og blå uniformer for at tage imod Biden og hans kone, Jill.
- Tak mange gange. Det er dejligt at være tilbage, sagde Biden til en af Vatikanets repræsentanter, der tog imod i gårdanlægget San Damaso.
- Jeg er i øvrigt Jills mand, fik Biden sagt med et smil, inden han og konen blev ført indtil paven.
Biden var sidst i Vatikanet i 2016, da han var USA's vicepræsident.
Pave Frans sendte tidligere fredag en opfordring til verdens ledere til at finde veje til at holde den globale opvarmning i ave. Hans appel kommer forud for FN's klimakonference, COP26, i den skotske by Glasgow. Den indledes søndag.
Han understregede, at alle mennesker kan spille en rolle i et "modsvar på en hidtil uset trussel mod klimaet og på nedbrydelsen af vores fælles hjem".
Efter sit møde i Vatikanet fortalte Biden, at pave Frans havde kaldt ham "en god katolik".
Hjemme i USA er en større strid om retten til abort i fuld gang. Delstaten Texas har i praksis forbudt abort. Graviditet efter voldtægt og incest er ikke undtaget.
Biden siger, at han personligt er imod abort, men at han ikke kan tvinge lovgivere til at mene det samme.
I USA har katolske biskopper angrebet Biden for denne holdning og kalder det en "skandale". Paven har omvendt advaret mod, at abort gøres til en politisk kastebold.
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker